Stressramte skal have ro og pauser - også efter sygdommen

Det kan give tilbagefald til sygdommen, hvis man starter op på 100 procent efter en stress-sygdom.

Pause, ro og en voldsom sortering i, hvilke krav man stiller til sin hjerne. Det er det, der skal til, hvis man vil undgå de langvarige følger af en stress-, angst- eller depressionssygdom, (Foto: Petro Feketa © Colourbox)
Halvdelen af alle, der har stress, angst eller depression får samtidig problemer med at huske, med at koncentrere sig og med få overblik. For hver fjerde fortsætter problemerne, længe efter at sygdommen er væk.

- I løbet af de sidste ti år er vi blevet mere og mere opmærksomme på, at vi skal spørge mere ind til de kognitive vanskeligheder, når vi har at gøre med en person, der har haft de diagnoser.

- Vi skal spørge ind til: Kan du lave mad, som du plejede? Kan du holde møder, som du plejede? Kan du holde de samme bolde i luften?, forklarer psykolog Louise Meldgaard Bruhn fra Aarhus Universitetshospital, som har forsket i og skrevet en bog om emnet.

Forventningerne kan blive skruet for højt op

Hvis ikke man får afklaret, at patienten har disse problemer, så kan det betyde, at familie, venner, kolleger og arbejdsgiver – og ikke mindst personen selv – har urealistiske forventninger til, hvad vedkommende kan klare.

- I yderste konsekvens kan det betyde, at fx en depressionsramt kan få tilbagefald til sygdommen, hvis vedkommende skruer op på 100 procent for hurtigt, siger Louise Meldgaard Bruhn.

- Det kan give anledning til mange konflikter fx på arbejdspladsen, hvis alle har en forventning om, at en person, der har været syg, nu er rask og er tilbage på fuld styrke. Det kan også give problemer i sociale sammenhænge, fordi venner og familie undrer sig over, hvorfor personen er så uengageret, eller hvorfor han eller hun går du så tidligt hjem fra et socialt arrangement.

Men det kræver en stor portion koncentration, overblik og opmærksomhed at være sammen med flere mennesker, og det er netop det, de personer mangler, som lider under disse kognitive vanskeligheder.

Det er desværre en usynlig lidelse

Udfordringen er, at de kognitive vanskeligheder er en usynlig lidelse.

- Hvis der var tale om fx et overbelastet knæ efter en løbeskade, så ville man jo gå til sin læge, og så ville man måske få gips på i en periode og få at vide, at man skulle holde benet i ro så og så længe. Og derefter ville man så få at vide, at man kun måtte starte langsomt op med at løbe igen, og måske først efter et år ville man måske kunne løbe lige så langt og lige så hurtigt, som man gjorde, inden man fik en overbelastningsskade.

- Men det er faktisk det samme med en psykisk lidelse: Da har hjernen også været overbelastet i en lang periode, og det kræver altså også ro, pause og langsom tilbagevenden til det, der var før, forklarer Louise Meldgaard Bruhn.

Det nytter ikke at sige: ”Tag dig sammen”

Hvis man lægger for hårdt ud efter en depressions- stress- eller angstsygdom, så risikerer man at vedligeholde de kognitive vanskeligheder.

- Det her kan man ikke handle sig ud af, tværtimod. Man skal finde aflastning og pauser. Og rydde op i de krav, man stiller til hjernen. Det kræver, at der er plads og luft til, at de personer får de lempelige vilkår, som de har behov for.

- Det kræver en ordentlig informationsindsats, både over for de patienter, der har disse psykiske lidelser, men også deres familie, venner, kolleger og arbejdsgivere. For det kan ikke nytte at sige "Tag dig sammen". Nogle kommer til at tro, at de selv er blevet dummere eller at de er ved at blive demente, fordi de ikke kan overskue det samme, som de kunne før.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve