TV-læge: Pas på med din stress

I Sundhedsmagasinet i aften kommer Peter Qvortrup Geisling med gode råd til, hvad man skal lægge mærke til, når det handler om stress.

Også programmets case, Gitte From Feldthaus, får gode råd med på vejen, da Peter Qvortrup Geisling besøger hende i Aalborg. (Foto: Marlene Zøllner © Sundhedsmagasinet)

Stress er for mange danskere et altoverskyggende problem.

Allerede nu har mindst hver syvende dansker symptomer på stress. Og spørger man TV-lægen er der ingen tvivl om, hvor den uheldige trend bærer hen:

- Stress bliver det næste årtis store folkesygdom, lyder det kort fra læge og DR-journalist Peter Qvortrup Geisling.

FAKTA OM STRESS

430.000 har én eller flere symptomer på alvorlig stress.

30.000 bliver hvert år indlagt på hospitalet med stress.

500.000 henvendelser til almene læger pga. stress.

1.400 dør hvert år af stress.

14 mia. kroner er, hvad stress koster om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet.

Kilde: Stressforeningen

Alt for mange af os knokler derudaf med lange arbejdsdage og et stresset familieliv.

Og selv om kroppen tydeligt gør opmærksom på, at der er noget galt, så bliver vi ved, lige indtil vi ikke kan mere og falder sammen, lyder det fra Peter Qvortrup Geisling.

Det største advarselstegn er søvnløshed

Stress opstår typisk, når man står overfor større udfordringer i arbejdslivet eller privatlivet.

De to værste stressfaktorer er eksempelvis et for stort arbejdspres på arbejdspladsen og manglende indflydelse på egen jobsitutation, lyder det.

- Vi bliver stressede, når vi oplever en ubalance mellem de krav, vi bliver mødt af - og så de ressourcer, vi hver især har, fortæller Peter Qvortrup Geisling.

Og selvom advarselstegnene på stress er forskellig fra person til person, er der alligevel en række forskellige symptomer, man kan være opmærksom på, forklarer TV-lægen:

-Det allervigtigste tegn er søvnløshed. Men andre symptomer er eksempelvis fysisk træthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær, tristhed, indre uro, angst, man kan have let til tårer eller have tankemylder, siger han.

Der findes mange symptomer på stress, men her er nogle af de mest almindelige. (© dr)

Og når først stressen er kommet, og "computeren er brændt sammen", så er det sværere at komme tilbage til den almindelige hverdag igen.

- Kortvarig stress er ikke skadeligt, men langvarig stress over en længere periode kan gøre dig alvorligt syg, siger han.

Derfor skal man stoppe op, inden det er for sent, lyder det fra Peter Qvortrup Geisling.

FIRE FAKTORER MOD STRESS

Der er særligt fire faktorer, der i særlig grad gør, at vi ikke så let bliver slået ud af stress.

De er:

1. Følelsen af at have kontrol over situationen.

2. Følelsen af forudsigelighed

3. Social opbakning fra kolleger, ledelse og familie

4. Følelsen af at tingene går i den rigtige retning

Læs uddybende forklaringer på rådene her.

Den mentale sundhed er vigtig

Ifølge Peter Qvortrup Geisling er et af de største udfordringer i forhold til sygdom og stress, at der i Danmark simpelthen ikke er nok fokus på den mentale sundhed:

- Den kropslige sundhed er selvfølgelig stadig vigtig. Men det er også vigtigt, at vi fokuserer på den mentale og følelsesmæssige sundhed. For vi får ikke et godt liv, hvis vi ikke er i balance rent mentalt, siger han.

Og lægen mener ikke længere, det er ekstrem livsførelse, der gør os syge, men i stedet det helt normale liv, fordi vi både har sat tempoet og forventningerne til os selv op, samtidig med at kravene på arbejdspladserne også stiger.

Derfor er det vigtigt, at man spørger sig selv, om man er blevet for ambitiøs, husker den lette motion og det sociale samvær og sidste, men ikke mindst, gør ting, der gør én glad, lyder rådet fra TV-lægen.

- Og så er det mindst lige så vigtigt, at politikerne kommer op i gear og får lavet en national handlingsstrategi for det, det der bliver det næste årtis store folkesygdom. Det kan den enkelte dansker ikke klare alene. Stress er ikke bare den enkeltes ansvar. Det er et samfundsproblem, afslutter han.

Se her hvordan langvarig stress påvirker kroppen og hjernen.

Hør mere om stress i aften i Sundhedsmagasinet klokken 21:55 eller se udsendelsen bagefter på dr.dk/tv.

NYHEDSBREV

Få seneste nyheder om motion, mad, børn og livsstil - alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve