Tema Tværs - du er ikke alene

Jeg vil bare gerne kunne slappe af. Droppe at spille en rolle og i stedet tænke 'fuck det, de må tænke, hvad de vil.'

Men det kan jeg ikke.

Det er som om, der hele tiden er en, der banker mig i hovedet og siger til mig, at nu skal jeg lige huske på, at jeg ikke skal være for meget. At jeg ikke må sige, hvis jeg synes, en fyr ser godt ud. At mine håndled ikke må være for løse og alt muligt.

Alle de tanker har jeg stadigvæk, selvom det er et år siden, jeg sprang ud.

Jeg havde det så forkert med at lade som om, jeg var en anden, end den jeg i virkeligheden følte mig som.

thomas

Jeg tror, det begyndte at gå op for mig, at jeg var "anderledes" end de andre drenge, da jeg var otte-ni år. Jeg elskede at være i det kreative rum i ungdomsklubben i stedet for at spille fodbold udenfor, og jeg havde nemmere ved at snakke med pigerne end med drengene.

Jeg prøvede at gå til fodbold to gange, mere blev det ikke til. Hvad jeg lavede der, ved jeg ikke. Men jeg tror, at mine forældre gerne ville have, at jeg gik til fodbold. Men det skulle jeg jo ikke, det vidste jeg udmærket godt. Jeg ville hellere male og lave noget kreativt, og det er også det, jeg går op i i dag.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Som barn havde jeg den her gode veninde, og når vi var sammen, følte jeg, jeg kunne slappe af og bare mig være mig selv. Hun var en anelse længere fremme end mig og havde nok gennemskuet, hvad der foregik med mig.

En dag, hvor vi sad i ungdomsklubben, sagde hun pludselig højt ud i rummet, så alle kunne høre det; "Du ved godt, du er bøsse, ikke?". Og så begyndte alle de andre også at spørge, om jeg var bøsse.

Thomas
  • 19 år
  • Bor i Nykøbing Falster
  • Går i 2. g på Handelsgymnasiet Lolland-Falster

Jeg blev ramt af følelser af frygt og uvished og skyndte mig straks at svare, at det var jeg i hvert fald ikke. Dengang vidste jeg ikke rigtig, hvad det indebar at være bøsse, jeg vidste bare, at det var et negativt ladet ord for mig. Og derfor skulle ordet "bøsse" bare afvises, lægges væk og helt skjules.

Men fra den dag, hvor min veninde stillede mig det spørgsmål, begyndte der en proces inden i mig.

Jeg begyndte pludselig at blive meget bevidst om, hvordan jeg opførte mig. Jeg tænkte, at jeg åbenbart var på en eller anden speciel måde og gjorde ting på en særlig måde, siden folk omkring mig kunne afkode mig og anså mig for at være homo.

Derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte være på en anden måde. Være meget mere maskulin og begynde at gøre nogle andre ting.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Jeg begyndte at opsøge de andre fyre og fik skabt venskaber med dem. Jeg begyndte at spille FIFA med dem i klubben, spille fodbold sammen med dem og lave alle mulige andre drengeting.

Men det virkede jo ikke. Det var falsk det hele, og det vidste jeg udmærket godt. Men det kunne måske være med til, at folk ikke havde de tanker om mig.

Jeg havde det så forkert med at lade som om, jeg var en anden, end den jeg i virkeligheden følte mig som. Jeg slappede ikke af og gik konstant rundt i frygt og uvished.

Jeg kan huske, at der på tv kørte 'Dagens mand' for homoer på det tidspunkt, og jeg tænkte, at det nok var sådan, man skulle være som homo. Ikke at der var noget galt i den måde, de var på, dem der medvirkede, men jeg kunne bare ikke se mig selv i det, de stod for, og den måde de opførte sig på.

Det var ikke den måde, jeg var på. Så hvis det var måden at være homo på, og jeg ikke var sådan, hvad var jeg så?

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © (c) DR)

Mit første år i gymnasiet var et helvede. Jeg hadede at gå i skole især den første måned. Det var pissehårdt, både fordi der var lektier, og fordi alt var nyt, men især fordi, jeg skulle forholde mig til en masse nye mennesker, som jeg hver især lige skulle afkode for at finde ud af, hvordan jeg mon skulle være over for hver enkelt person.

Jeg ville jo gerne bare virke glad, perfekt og være ham uden problemer – i det hele taget bare have den her pæne facade. Men det var pissehårdt.

Det var ikke fedt at være til fester eller bare generelt at gå i skole, fordi jeg godt vidste, at jeg ikke var mig selv i alt det. Jeg slappede ikke af overhovedet.

Tværs - Du er ikke alene

Tværs er tilbage med Sara Bovin som vært.

Sara Bovin er 32 år gammel, uddannet tv-tilrettelægger og har lavet flere tv-programmer om udsatte unge blandt andet POV på DR3.

Hvis du har et problem, som du gerne vil dele med Tværs, kan du skrive til skrive til Sara Bovin på Facebook i gruppen Tværs - Du er ikke alene.

Tværs sendes hver søndag klokken 20:03 på P3 og kan også høres som podcast.

I 2. g valgte jeg så at springe ud. Jeg begyndte med at sige det til mine tætte venner, og efterhånden kunne jeg lige så godt sige det til andre også. Det blev nemmere og nemmere for mig at sige det til folk, og jeg fik også kun positive reaktioner. Så det var rigtig fedt.

Den største udfordring var at fortælle det til mine forældre. Det tror jeg, det er for alle. Jeg snakker som regel om venner, skole og sådan noget med mine forældre, ikke om seksualitet og privatliv. Så pludselig at skulle være ærlig om min seksualitet var noget andet.

De havde slet ikke set det komme og blev helt overraskede og spurgte "hvordan ved du det?", "er du sikker på det?" og om det mon var noget, jeg havde googlet mig til. Det var en sindssyg oplevelse. Men de tog det rigtig fint, de skulle bare lige synke den. Det var en stor ting at sige til dem, og det var selvfølgelig også stort for dem at få det at vide.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © (c) DR)

Selvom jeg nu har været ude et år, og jeg ved, at jeg kan slappe af og være mig selv, når jeg er sammen med mine tætte venner og ikke længere behøver at spille en eller anden rolle og være en anden, så falder jeg stadig tilbage i det her med at bygge en facade op generelt i min hverdag.

Det er vigtigere for mig, hvad andre tænker om mig, end hvad jeg selv tænker om mig selv

thomas

Især når jeg møder nye mennesker, slår jeg autopiloten til, fordi jeg hele tiden har den der frygt for, hvad andre vil tænke om mig. Og om jeg nu er for meget. Det er vigtigere for mig, hvad andre tænker om mig, end hvad jeg selv tænker om mig selv.

Jeg vil jo gerne være perfekt og være ham, der kommer med de gode jokes. Jeg vil gerne have, at folk ser, jeg har det godt, og at alting bare kører. At de ikke ser min usikkerhed eller uperfekthed. Det tænker jeg på hele tiden.

Jeg håber, at jeg engang kan begynde at slappe rigtigt af og vide, at jeg er mig selv i det, jeg laver. At de valg, jeg træffer, er mine egne valg og ikke er nogle valg, jeg træffer ud fra, hvad andre mener og synes. Gymnasiet valgte jeg nok, fordi de fleste af mine venner valgte det og tog en bestemt linje. Så gjorde jeg også bare det.

Jeg vil bare gerne kunne stå ved mig selv.