Har jeg allergi?

Cirka hver 4. af os vil udvikle allergi over for et eller andet i løbet af livet.

Cirka hver 4. af os vil udvikle allergi over for et eller andet i løbet af livet. I dag tilbringer vi 80 procent af tiden indendørs. Det er langt mere end for 50 år siden. Samtidig er de fleste boliger blevet lige rigeligt velisolerede uden god ventilation. I forhold til for 25 år siden begynder pollensæsonen nu også tidligere. Samtidig er mængden af for eksempel birkepollen steget med 2-300 procent.

Stigende luftforurening kan også betyde noget. Partikler fra luftforureningen kan binde sig til pollenkorn, og det øger deres evne til at fremkalde allergi.

Hvordan udvikler man allergi?

Lad os tage en kontaktallergi, der viser sig som udslæt.

Kontaktallergi skyldes små, kemiske stoffer - det kan for eksempel være metaller - der trænger gennem huden og opfanges af celler i vores immunforsvar.

Forestil dig, at du er 17 år gammel og til en eller anden musikfestival.

Der får du lavet huller i ørerne, og køber også nogle billige øreringe med nikkel i.

Via hullet i ørerne frigives der hele tiden nu en lille smule nikkel til blodet.

De små mængder nikkel opfanges af immunforsvarets celler, og de transporterer stofferne til den nærmeste lymfeknude, hvor andre af immunforsvarets celler bliver præsenteret for metallet - og nu er immunforsvaret så klar til en kraftig reaktion, næste gang stoffet kommer ind i kroppen.

Det kan for eksempel være 10 år efter, hvor en bukseknap med nikkel i sidder direkte i berøring med huden og pludselig giver eksem.

Huden hæver, og der dannes knopper og småblærer, der bliver til sår. Du har udviklet kontaktallergi.

Det er det allergifremkaldende stofs styrke, koncentration, hyppighed og varighed af direkte kontakt, der afgør, om man senere bliver allergisk overfor stoffet.

En undersøgelse af skolebørn fra Odense viser nikkelallergi hos næsten 14 procent af piger og 2,3 procent af drenge.

Nikkel bruges til smykker, knapper, lynlåse, spænder, briller, ure og der er for nyligt rapporteret om nikkeleksem  fra mobiltelefoner.

Nikkel frigives fra mange ting i vores hverdag, men dansk, restriktiv lovgivning fra 1990 har begrænset mængden af afgivet nikkel markant.

Den samme form for udvikling af allergi ser vi med hårfarver. Der findes cirka 100 forskellige hårfarver.

Allergien viser sig ved eksem, knopper, rødme og måske også blærer i hårkanten, i ansigtet og på halsen.

Hvornår har personens immunforsvar mødt de der hennafarver første gang?
Måske mange år før, hvor man fik lavet det, der hedder en "midlertidig tatovering" - sådan en der holder i nogle uger.

Der er tit henna i den slags tatoveringer, og når immunforsvaret så møder stoffet igen mange år senere i forbindelse med farvning af hår - så kommer reaktionen.
Forbi man er blevet allergisk overfor det stof.