Husk forsikring til sommerferien

Hvad enten det drejer sig om bilferie eller charter, så gælder én ting: Husk at have styr på dine forsikringer!

(© DR)

Sommer er lig med rejsetid. Og hvad enten det drejer sig om bilferie eller charter, så gælder én ting: Husk at have styr på dine forsikringer!

For hvad nu hvis børnene bliver syge, campingvognen vælter eller GPS-udstyret bliver stjålet? Ja, så gælder det om at have orden i både kasko- og rejseforsikringer.

Gode råd

Det kan være vanskeligt at overskue, om man er forsikret godt nok før rejsen. Derfor bør man overveje følgende tre ting, inden man bestemmer sig for, hvilken rejseforsikring, man har behov for, fortæller Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikringsoplysningen:

  • Hvilket land skal man rejse til?
  • Hvor længe skal man være væk?
  • Hvad er formålet med rejsen?

Ved at besvare de tre spørgsmål er man meget tættere på at kende sit behov for forsikring, vurderer Riccardo Krogh Pescatori.

Derudover kan man bruge et værktøj via nettet, der kaldes Rejseforsikringsmåleren. Den findes på siden www.rejseforsikringsmaaler.dk, og den kan vise, hvad man har af dækninger i dag, og hvad man eventuelt har brug for ekstra af dækninger.

Pas på overforsikring!

Det er selvfølgelig godt at være forberedt på ubehagelige overraskelser. Men omvendt er mange danskere endt med at være overforsikret, fordi de har tegnet forsikringer flere steder, fortæller Riccardo Krogh Pescatori.

Mange danskere betaler faktisk for helt op til fire rejseforsikringer, der dækker det samme, forklarer han:

  • Mange familier har heldigvis set ideen i at have en årsrejseforsikring
  • Desuden har mange tilknyttet en rejseforsikring via deres kreditkort.
  • Ofte har mange derudover købt en rejseforsikring sammen med rejsen.
  • Og endelig køber nogle en ekstra rejseforsikring hos eksempelvis Europæiske.

Alle forsikringer dækker det samme, men du kan kun få erstatning én gang. Så det er spild af penge, fastslår Riccardo Krogh Pescatori.