Hvad er høfeber?

Høfeber viser sig som snue, man nyser, har tilstoppet næse - og måske også røde og kløende øjne.

Høfeber er langt den mest almindelige af de sygdomme, der har med overfølsomhed at gøre, og høfeber viser sig som snue, man nyser, har tilstoppet næse - og måske også røde og kløende øjne.

Der findes 2 slags høfeber. Den ene har man hele året - den anden kun, når der er pollen i luften:

Pollenallergi

Pollenallergi skaber især ballade fra slutningen af februar til begyndelsen af september. I det tidlige forår huserer pollen fra hassel, el, elm og birk. Om sommeren er det græs, mens sensommeren byder på bynkepollen og sporer fra skimmelsvampe. Det er den klassiske, årstidsrelaterede høfeber.

Høfeber hele året

Hvis du har symptomer året rundt, kan årsagen være allergi overfor hund og kat, husstøvmider, indendørs skimmelsvampe eller fødevarer.

Symptomerne fra næsen og øjnene er de samme, og mellem 20 og 30 procent af de mennesker, der har høfeber, har - eller udvikler - også astma.

Krydsreaktion

Hvis du har allergi overfor eksempelvis birkepollen, så kan du også opleve at få en reaktion overfor æbler eller hasselnødder.

Det kaldes en krydsreaktion. Dit immunforsvar reagerer, fordi det ikke kan skelne mellem de forskellige stoffer, fordi de ligner hinanden meget.

Det er især frugter, grøntsager, nødder og måske også krydderier, man kan krydsreagere med, og de mest almindelige symptomer er kløe og lettere hævelse på læberne og i munden.

Birkepollen krydsreagerer ofte med kiwi, grønne æbler, gulerod, selleri, hasselnødder og paranødder.

Græspollen kan krydsreagere med appelsin, melon, tomater, ærter og jordnødder.

For bynkepollen handler det om melon, solsikkekerner, peberfrugt, pastinak, kamille og persille.

Den der kløen og hævelse i læberne forsvinder, når du holder op med at spise det, du krydsreagerer med - men symptomerne på selve pollenallergien forsvinder ikke.

De skyldes pollen, og ganske få får eksem på fingrene, når de rører ved fødevarer, som krydsreagerer med de pollen, de er allergiske overfor.

En underbehandlet høfeber kan påvirke din indlærings- og arbejdsevne, og give bihulebetændelse, mellemørebetændelse og træthed, så høfeber er noget, der påvirker rigtig mange danskeres livskvalitet.

Så kender du til det, er det en god ide at vende problemstillingen med din læge. Der er ganske effektive lægemidler mod høfeber i dag.