Amerikaner blev fejlagtigt dømt for mord for 41 år siden: Nu er han frikendt

Ledura Watkins blev idømt fængsel på livstid i 1976 på grund af et enkelt hår. Men FBI har erkendt, at håret ikke beviser, at Ledura Watkins er skyldig. Derfor er han nu en fri mand.

I 1975 blev 25-årige Yvette Ingram skuddræbt under et røveri i sit hjem.

Politiet fandt et hår på gerningsstedet. I retten sagde en FBI-ekspert, at håret kunne stamme fra Ledura Watkins.

Derfor blev Ledura Watkins dømt til livstid i fængsel i 1976, for et mord han ikke havde begået.

Sammenligning af hår er uvidenskabelig

'Innocence Project' fra Cooley Law School gik i januar ind i sagen om Ledura Watkins.

'Innocence Project' sagde, at det er uvidenskabeligt at sammenligne hår. Det fik FBI til at erkende, at de gamle tests fra 1976 er upålidelige.

Derfor blev Ledura Watkins renset for mordet, og torsdag blev han løsladt fra fængslet.

Watkins: Jeg har det godt

Ledura Watkins er nu en fri mand for første gang i 41 år. Og han er glad for at være fri.

- Det er uvirkeligt. Det er ufatteligt, men jeg har det rigtig godt, sagde han kort efter sin løsladelse.

Ledura Watkins kan måske få en erstatning på op mod 13 millioner kroner, fordi han fejlagtigt sad i fængsel i 41 år.

  • Print