Amerikaner dømt til strafarbejde løsladt i Nordkorea

Sidste år blev Otto Warmbier idømt 15 års strafarbejde i Nordkorea for at stjæle en plakat. Men Nordkorea har løsladt ham, og tirsdag vendte han hjem til USA.

I 2016 blev en dengang 21-årig amerikansk studerende anholdt, da han var på vej ud af Nordkorea.

Amerikaneren hedder Otto Warmbier, og han blev anholdt fordi han havde taget en politisk plakat fra sit hotel.

Derfor idømte Nordkorea Otto Warmbier 15 års strafarbejde. USA fordømte dommen.

Nordkorea har løsladt Otto Warmbier

Men nu har Nordkorea besluttet at løslade Otto Warmbier.

Tirsdag vendte han igen hjem til USA.

Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, i en skriftlig udtalelse.

Nordkorea beskylder USA for at sende spioner

Der skulle dog stadig være tre personer med amerikansk pas, som bliver tilbageholdt i Nordkorea.

Nordkorea beskylder jævnligt USA og Sydkorea for at sende spioner til Pyongyang, som er Nordkoreas hovedstad.

USA mener, at Nordkorea bruger amerikanske borgere som en del af et politisk spil.

  • Print