Flere søger om hjælp til konfirmationen

En del forældre har svært ved at betale for deres børns konfirmation. Mange af dem søger derfor hjælp.

Mange unge skal snart konfirmeres i landets kirker.

En dansk konfirmation koster i gennemsnit 30.000 kroner. Pengene går til konfirmandens tøj og til at holde en fest.

Men en del forældre har ikke penge nok til at holde konfirmation. Flere forældre søger derfor hjælp hos forskellige organisationer og frivillige.

Camilla laver tre-retters menu

En af de frivillige er Camilla Jehner Baake. Hun hjælper forældre med at kunne holde en god fest for deres børn.

Camilla Jehner Baake er kok, og hun hjælper for tredje år i træk med at lave en tre-retters menu. I år laver hun mad til 1000 personer.

- Familierne er meget glade og taknemmelige for hjælpen. Det gør måske, at det bliver til mere end rugbrøds-madder, og at man måske kan få flere på besøg end bare lige mor, far og bedsteforældrene. Jeg håber, jeg er med til at give en lidt sjovere fest, siger hun.

Hvad er konfirmation?
  • Konfirmation er et kristent ritual i kirken, som markerer, at et barn går fra at være barn til at være ung eller voksen.
  • Man kan kun blive konfirmeret, hvis man er døbt.
  • I konfirmationen bekræfter Gud nemlig over for den døbte, at han stadig holder dåbens løfte om at være med personen.
  • Til konfirmationen siger konfirmanden også ja til den kristne tro og bliver velsignet.
  • Inden konfirmationen får konfirmanden undervisning i den kristne tro. Det hedder også ’at gå til præst’.
  • Efter ritualet i kirken holder mange familier en fest for konfirmanden.

Kilde: Folkekirken.dk

Konfirmander har store forventninger

René Skau Björnsson er formand for Børnesagens Fællesråd. Han fortæller, at hjælpen er meget vigtig for mange familier. Mange unge har nemlig store forventninger til deres konfirmation.

- Hele det forventnings-pres gør, at flere søger hjælp, siger René Skau Björnsson.

- Det betyder rigtig meget, at den unge for eksempel stadig kan være med til blå mandag, selvom mor eller far ikke har så mange penge, siger han.

  • Print
  • Læs også

    1. Børnesagen støtter over 100 konfirmations-fester