100.000 unge er dårlige betalere

Mange unge ved ikke ret meget om økonomi, lån og renter. Det gør nemt dem til dårlige betalere, og derfor skal de lære om økonomi i skolen, mener flere partier.

 

Navnene på 100.000 mellem 21 og 40 år står i RKI-registret som dårlige betalere.

Det er det højeste tal i tre år, viser tal fra Experian Nordic, der registrerer navnene i RKI.

- Det er i høj grad, fordi mange yngre bliver skilt eller skal betale af på et hus, der har tabt i værdi, siger Experian Nordic.

Økonomi skal på skoleskemaet

Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti siger, at man skal undervise de unge om økonomi i skolen.

De skal vide mere om lån, renter og om at lave et budget.

Regeringen forhandler lige nu med oppositionen om en reform af folkeskolen. Regeringen vil også gerne have privatøkonomi på skemaet i skolerne.

Nogle skoler er begyndt

Skottegårdsskolen i Kastrup er en af de skoler, der er begyndt at tilbyde eleverne faget privatøkonomi.

14-årige Bjørn Halgren skal have faget efter sommerferie:

- Jeg har set Luksusfælden, der viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke har styr på sin økonomi.

Det samme har 13-årige Sofie Eickworth:

- Jeg tænkte, at sådan vil jeg i hvert fald ikke ende.

Hvad er RKI-registret?

  • RKI står for Ribers Kredit Information.
  • RKI er Danmarks største register over dårlige betalere. Virksomheder, butikker og banker bruger det til at undersøge, om en person skylder penge væk.
  • Som dårlig betaler er det svært at få kreditkort eller benzinkort, købe noget på afbetaling eller låne penge i banken.

 

 

  • Print