Danske unge flytter hjemmefra tidligt

Danmark har den laveste andel i EU af unge, der bor hjemme hos forældrene.

Danmark har den laveste andel i EU af unge, der bor hjemme hos forældrene.

Kun 43 procent af de danske unge mellem 16 og 24 år bor stadig hjemme hos deres forældre.

I resten af EU er gennemsnittet næsten dobbelt så højt ifølge de seneste tal fra Eurostat, skriver KL's blad, Momentum.

Danske unge er de i gennemsnit 21 år, når de flytter hjemmefra, mens gennemsnitsalderen i resten af EU er 26,1 år. 

Professor: Mange unge i andre lande har ikke råd

Lars Dencik er professor på Roskilde Universitet og har speciale inden for barndom, ungdom og familieliv.

Han siger til Momentum, at velfærdsstaten er den vigtigste grund til, at unge i de nordiske lande flytter tidligst hjemmefra.

- Vi har et system og en rigdom, der giver unge mulighed for at bo ude. Det er en luksus, man ikke har i andre lande, hvor unge ikke har råd til det, siger han.

Nordiske lande prioriterer selvstændighed

Professoren siger også, at danske unge gerne vil have privatliv og bestemme selv.

- Forældrene behøver ikke vide, om man har en gæst med hjem, eller om man tager sig en øl. For forældrene er det også positivt, at børnene frigør sig, siger han.

Lars Dencik siger, at man i katolske lande i højere grad holder sammen i familien og ofte først flytter hjemmefra, når man skal giftes og starte egen familie.

I nordiske lande prioriterer man mere den enkeltes frihed og rettigheder og sætter det højt at kunne klare sig selv, siger han til Momentum.

  • Print