Det gik godt for Morten efter fem mørke år i skolen

Folkeskolen havde opgivet Morten Klitvad, der var ordblind. Men i dag er han netop blevet forfremmet til salgsdirektør i et større firma.

 

Folkeskolen havde opgivet Morten Klitvad, der var ordblind. Men i dag er han netop blevet forfremmet til salgsdirektør i et større firma.

Morten Klitvad husker de første år i skolen som gode. Men omkring 4. klasse kunne han ikke længere følge med.

Han var ordblind og fik ekstra undervisning sammen med andre, der havde svært ved bøger.

Men lærerne havde ikke forstand på, hvordan man underviser ordblinde. De gav Morten de samme bøger, som han skulle læse i sin gamle klasse, nu var der bare færre elever i klassen.

Tog på i vægt på grund af mobning

Fra 4. til 9. klasse var slemme for Morten Klitvad:

- Jeg kalder det de fem mørke år. Jeg blev mobbet, fordi jeg var ordblind og tog på i vægt. Og så blev jeg også mobbet for det, siger Morten Klitvad.

Han oplevede, at folkeskolen reelt opgav ham, men så kom han på efterskolen Holtehus.

- Da jeg startede i 9. klasse på Holtehus, læste jeg som 9-årig og stavede som en 8-årig. To år efter læste jeg, som en på min egen alder.

- Holtehus har forstået, at man skal undervise efter den enkelte elevs behov i stedet for at behandle alle ens.

Man skal ikke tabe modet

Morten Klitvad blev handelsassistent, kom i livgarden og blev salgschef for et livsstilsmagasin.

Forleden blev han forfremmet til salgsdirektør med ansvar for storkunder og kundemagasiner for JSL Publications, der udgiver blade som Vi med Hund og MAD&venner.

- Jeg skriver rigtig meget på mit arbejde, selv om jeg stadig roder rundt i ord som 'får' og 'for'.  Jeg har heller aldrig løjet om, at jeg var ordblind, og det står i mit cv.

- Man skal ikke tabe modet, siger Morten Klitvad, der nu er i gang med at uddanne sig til akademi-merkonom i international handel og markedsføring.

  • Print