Hedegaard-sag: Gerningsmand er på video

Politiet har stadig ikke fundet den mand, der i tirsdags forsøgte at dræbe Lars Hedegaard. Men de har video af gerningsmanden.

 

Politiet har stadig ikke fundet den mand, der i tirsdags forsøgte at dræbe debattøren Lars Hedegaard.

Men politiet har fået fat i en video, hvor en mand løber fra gerningsstedet.

Politiet tror, at det er gerningsmanden.

Det siger Jørgen Skov, som leder politiets efterforskning.

- På videoen er en mand i en rød jakke. Det er alt, vi kan sige nu, siger han.

Mange folk har set gerningsmand

Mange vidner har set gerningsmanden i området, hvor Lars Hedegaard blev forsøgt myrdet. 

Vidnerne har set manden i dagene op til mordforsøget.

Manden havde mørkt, krøllet hår og havde en rød postjakke på.

Lod som om han var postbud

Manden lod som om, han var postbud.

Men flere vidner fortæller, at manden ikke havde post med sig.

- Vidnerne har undret sig over, at manden gik rundt i området både søndag og mandag formiddag uden post, siger Jørgen Skov.

Politiet efterlyser flere vidner

Politiet efterlyser fortsat vidner. Det siger Jørgen Skov:

- Hvis folk i området har taget billeder eller video med en person, som passer på beskrivelsen af gerningsmanden, vil vi meget gerne høre fra dem.

Politiet vil også gerne tale med folk, der har været ved Pelargonievej og Azaleavej på Frederiksberg i København søndag og mandag formiddag.

  • Print