Naturfagslærere får 30 millioner kroner til efteruddannelse

I fremtiden kommer Danmark til at mangle ingeniører og folk, der er uddannet inden for naturvidenskab. Derfor får naturfagslærere nu 30 millioner kroner til at efteruddanne sig.

Engineer the Future er en sammenslutning af virksomheder, uddannelses-institutioner og interesseorganisationer blandt andet ingeniørforeningen IDA.

Ifølge organisationen Engineer the Future kommer Danmark i 2025 til at mangle 13.500 ingeniører og folk, der er uddannet inden for naturvidenskab.

Derfor vil organisationen nu bruge 30 millioner kroner over de næste tre år på at efteruddanne 3000 naturfagslærere i grundskolen.

Målet er at få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og tage en naturvidenskabelig uddannelse.

Praktisk problemløsning skal ind i undervisningen

Githa Wolf Andreasen er projektdirektør ved Engineer the Future.

Hun forklarer, at efteruddannelsen skal gøre naturfagslærerne i stand til at undervise børn og unge i teknologi og teknologi-udvikling.

Efteruddannelsen skal sikre, at undervisningen i naturfag bliver mere praktisk, og at der kommer flere aktiviteter, der minder om virkeligheden, fortæller Githa Wolf Andreasen.

Eleverne skal selv finde løsninger

På Tvis Skole i Holstebro Kommune er både lærere og elever glade for den mere praktiske undervisning.

Per Milling er naturfagslærer på Tvis Skole. Han forklarer, at forsøg altid har været en del af undervisningen i naturfag. Men nu er det mere op til eleverne selv at finde løsningerne, siger han.

Nanna Flindt Lichscheidt går i 8.c på Tvis Skole. Hun synes, den mere praktiske undervisning er rigtig spændende.

Projektet Engineering i skolen

  • Projektet Engineering i skolen skal gøre naturfagslærerne i stand til at undervise børn og unge i teknologi og teknologi-udvikling.
  • I første omgang er fire kommuner med i projektet: Holstebro, Horsens, Vejle og Lyngby-Taarbæk Kommuner.
  • Fondene Maersk, Villum, Industriens Fond og Lundbeck støtter projektet med 25 millioner kroner.
  • Kilde: Engineer the future.dk

  • Print