Ordblinde lærer at læse og stave med fingrene

Ordblinde lærer nemmere at læse, stave og skrive, hvis de bruger fingrene som støtte til at huske bogstavernes lyde. Det er lidt sært, men teknikken virker, siger to lærere.

 

Ordblinde lærer nemmere at læse, stave og skrive, hvis de bruger fingrene som støtte til at huske bogstavernes lyde. Det er lidt sært, men teknikken virker, siger to lærere.

De fleste børn har fri fra skole i weekenden, men ikke seks ordblinde børn. De skal på kursus og lære at stave og skrive med fingrene.

Børnenes lærere er Thomas Mose og Mikael Højbjerg, og de har lært den særlige teknik i USA:

- Teknikken hedder tapping og går ud på, at man bruger så mange sanser som muligt på samme tid, når man skal lære at læse og stave.

- Børnene lærer at bruger tommeltot, pegefinger og langemand til at huske bogstavernes lyde og sætte dem sammen til ord ved at samle fingrene, siger Thomas Mose.

Ordblinde glemmer tit meget hurtigt, men fingrene kan hjælpe dem med at huske bogstaverne og deres rækkefølge i ord.

Apps og computere er ikke nok

Ordblinde kan hente mange programmer og apps til deres computer og telefon og på den måde få hjælp til at stave rigtigt.

Men programmerne kan ikke hjælpe, hvis den ordblinde slet ingen idé har om, hvad et ord starter med.

- Det er fint med apps og programmer til computeren, men den ordblinde skal først lære at sætte de rigtige lyde på bogstaverne, siger Thomas Mose.

-  Når den ordblinde har lært lydene, kan programmerne på computeren hjælpe med den rigtige stavning, hvis den ordblinde skriver 'dåke' i stedet for 'dukke' eller 'jålbet' i stedet for 'hjulpet'.

Forældre skal støtte deres børn

Thomas Mose og Mikael Højbjerg har udgivet lærebøgerne Fonologik og underviser ordblinde både privat og på VUC Vest i Esbjerg.

Deres lærebøger er testet på ordblinde på VUC. I slutningen af året udgiver de to lærere endnu en lærebog for børn, som har svært ved dansk i de yngste skoleklasser.

På kurset i weekenden lærer Thomas Mose og Mikael Højbjerg også børnenes forældre den særlige teknik med at stave med fingrene.

- Det er vigtigt, at forældrene kan støtte deres børn, siger Thomas Mose.

 

  • Print