Tema Slip ressourcerne fri 29 artikler

Sabine: Nu vil jeg godt læse videre til sosu-assistent

Sabine Sørensen er sosu-hjælper i Hedensted Kommune. I vinter var hun på et 30 timers dansk-kursus for at blive bedre til at skrive, og nu har hun lyst til mere uddannelse.

Sabine Sørensen er ordblind og fik specialundervisning som barn. Men specialundervisningen hjalp ikke, og hun kæmpede en hård kamp for at få en uddannelse som social- og sundhedshjælper.

Nu arbejder hun med ældre borgere på plejecentret Kildevældet i Hedensted Kommune.

På jobbet skal hun skrive mere og mere, så Sabine sagde ja tak, da kommunen tilbød hende og kollegerne et kursus i dansk i arbejdstiden.

Slip ressourcerne fri

Næsten 600.000 danskere har svært ved at læse en køreplan eller et brev fra kommunen. Mød ansatte og virksomheder, som gør noget ved problemet.

Gå til tema

Navne på medicin kan være svære at stave

Sabine Sørensen har været på dansk-kursus på ASV Horsens hele vinteren.

- På jobbet skal jeg skrive en hel masse. Hvis en borger har fået tryksår af at ligge ned, så skal jeg skrive det, så mine kolleger ved det, siger Sabine.

- Nogle af navnene på for eksempel medicin og creme er rigtig svære at stave, men nu har jeg fået gode fif, som gør det lettere for mig, siger hun.

På kurset har Sabine blandt andet lært at bruge en app i hendes telefon. Appen skriver de ord, som Sabine siger til telefonen.

- Så viser telefonen mig, hvordan ordet staves, siger hun.

- Efter kurset er vi også blevet mere åbne overfor hinanden på jobbet og hjælper, hvis et ord driller, siger Sabine Sørensen.

Sabine fik mod på at læse videre

Sabine Sørensen har fået ros på arbejdet, fordi hun er blevet bedre til at dokumentere, hvad hun laver på arbejdet.

- Jeg har fået så meget ud af kurset, at jeg har fået mod på at læse videre til social- og sundhedsassistent, siger hun.

- Jeg ved ikke, om jeg gør det, men jeg har i hvert fald fået lyst, siger Sabine Sørensen.

  • Print