Skib sejler ind i Limfjordsbroen

Et fragtskib er sejlet ind i jernbanebroen over Limfjorden. Broen er så ødelagt, at der måske først kører tog til Vendsyssel igen om et halvt år.

Et fragtskib er sejlet ind i jernbanebroen over Limfjorden.

Broen mellem Aalborg og Nørresundby er så ødelagt, at der ikke kan køre tog på den.

Vigtig bro

Jernbanebroen er meget vigtig.

Den forbinder nordjyderne nord for Aalborg med resten af landet.

Man ved endnu ikke, hvornår tog igen vil kunne køre over broen.

Torsdag eftermiddag sagde Banedanmark, at skibe vil kunne sejle under broen igen om tre uger.

Broklap gik ikke op

Et finsk fragtskib sejlede ind i broen omkring klokken 22 i aftes.

Skibets styrmand troede, at han kunne sejle under broen. 

Han opdagede for sent, at broklappen ikke var gået op.

Det fortæller DRs journalist i Nordjylland. Hun hedder Sara Røjkær.

Misforstår hinanden

- En meter før skibet kom til broklappen, opdager styrmanden, at klappen ikke er gået op, siger Sara Røjkær.

- Politiet mener, at der er tale om en kommunikationsfejl mellem brovagten og skibet.

Kaptajn ædru

Da styrmanden opdagede, at han ikke kunne sejle under broen, forsøgte han at bakke. Men da var det for sent. 

Efter sammenstødet sejlede skibet ind til kaj.

Politiet undersøgte, om styrmanden og kaptajnen var fulde. Det var de ikke.

Ingen teknisk fejl

Banedanmark ejer tog-broen.

Søren Boysen er direktør i Banedanmark. Han siger, at intet tyder på en teknisk fejl:

- Men det skal vi have undersøgt nærmere, siger han.

Have fakta på bordet

Politiet har talt med Banedanmarks brovagt på broen og med kaptajnen på skibet:

- Nu skal det fastlægges helt præcist, hvem der har gjort hvad, og hvordan det kan lade sig gøre at sejle ind i en bro, siger Søren Boysen.

Han kan ikke sige, hvor mange måneder det vil tage at reparere broen.

Broklap i stykker

En ingeniør undersøgte broen i nat. Han sagde, at skaderne er store. Og at det kan tage op til et halvt år, før der igen kan køre tog over broen.

Broklap og togspor er forvandlet til forvredet jern, som togene ikke kan køre på.

Kunne være endt i katastrofe

Et minut før det finske skib sejlede ind i broen, var et tog kørt over broen.

Så det kunne være gået meget galt. Toget kunne være kørt af sporet og havnet i vandet.

Politiet siger, at det er heldigt, at ingen personer kom til skade.

DSB indsætter busser

DSB vil køre passagerer i busser på ruten mellem Aalborg og Lindholm.

Det finske fragtskib ligger i øjeblikket til kaj.

Det 75 meter lange skib fik kun lette skrammer.

  • Print