Ulven fra Thy er måske død

Et ulvelignende dyr er fundet død i Thy. Nu skal det undersøges, om det er den ulv, der er blevet skrevet meget om i medierne.

Rygterne har svirret i ugevis om, at der er en ulv Nationalpark Thy.

Nu er et dyr, der ligner et ulv, fundet død i Hanstholm Reservatet i Thy.

Det er med stor sandsynlighed det dyr, der er blevet taget en række billeder af, der startede rygterne om en ulv i Danmark.

Måske død af sult

Dyret blev fundet af Naturstyrelsens medarbejdere.

 - Vi ved endnu ikke, om der er tale om en ulv. Det skal vurderes af eksperter, men den ligner fuldstændig dyret fra de forskellige billeder, som har været i medierne.

- Dyret er helt udmagret, så vi formoder, at den er død af sult, men vi skal have det undersøgt nærmere, siger Naturstyrelsens vildtkonsulent i Thy, Tommy Hansen.

Været død en uge

Det døde dyr har sandsynligvis været død i op til en uges tid, da det allerede var gået i delvis forrådnelse.

Det kan allerede nu konstateres, at der er tale om en han. På dens tænder ser det ud til at være et ældre dyr.

Først svar om en måned

Det ulvelignende dyr bliver nu overdraget til Center for Vildtsundhed i København, der undersøge dyret nærmere.

Centret oplyser, at der går op til en måned, før resultatet af undersøgelserne ligger klar.

Det var en række ornitologer, der først så det ulvelignende dyr og tog billeder af dyret. Men billederne var ikke er ikke tydelige nok til at afgøre, om det rent faktisk er en ulv.

/ritzau/

 

  • Print