Vestager lover: Skatten stiger ikke mere nu

Mange tusinde danskere skal betale mere i skat næste år. Regeringen bryder et princip om, hvor meget folk må betale i skat.

Danmark har et princip om, at ingen borger skal betale mere end 51,5 procent i skat. Det kaldes for skatteloftet.

Men i dag er det kommet frem, at 450.000 danskere alligevel skal betale mere i skat.

Regeringen hæver nemlig skatteloftet til 51,7 procent.

Ifølge Finansministeriet vil det koste 350 kroner ekstra om året for de danskere, der tjener allermest.

Skatteloftet ligger fast

Nu lover lederen af regeringspartiet Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager, så at skatten ikke kommer til at stige yderligere:

- Vi har lavet en afbalanceret løsning, der gør tre gode ting for Danmark: Vi får mindre bøvl med virksomhederne, vi får mindre grænsehandel, og vi holder arbejdskraft i Danmark.

- Regeringen mener ikke, at vi skal hæve skatterne generelt, siger Margrethe Vestager til DR Nyheder.

Løftet

DR Nyheder spørger ind til, om der så ikke er flere skattestigninger på vej. Og Vestager svarer sådan her:

- Ja det er det, jeg siger. Det er regeringens politik, at skatterne ikke skal stige yderligere, siger Margrethe Vestager.

Hun er også økonomi- og erhvervsminister.

Fjerner afgifter

Skatteloftet sættes op, fordi regeringen i den nye finanslov for 2013 fjerner afgiften på fedt og sukker.

Det betyder, at man ikke længere skal betale ekstra penge for sådan noget som smør og chokolade.

Mangler penge

Det betyder også, at staten kommer til at mangle penge.

Og dem finder regeringen ved at lade alle folk betale lidt mere i skat end før.

Og dermed bryder man så også med princippet om, at ingen betaler mere end 51,5 procent i skat.

  • Print