Jordskælv skaber store oversvømmelser i Grønland

Et stort jordskælv har skabt store oversvømmelser i det vestlige Grønland nær bygden Nuugaatsiaq. Politiet evakuerer folk i de berørte områder.

Et jordskælv med en styrke på cirka 4,0 på Richter-skalaen ramte lørdag aften lokal tid Grønland.

Jordskælvet har skabt oversvømmelser tæt på bygden Nuugaatsiaq i det vestlige Grønland.

Det fortæller Trine Dahl Jensen, som er seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

Grønlandske myndigheder vil evakuere folk

Grønlandske myndigheder er begyndt at evakuere indbyggerne i Nuugaatsiaq til Uummannaq.

Liselotte Bøhm er senioranklager i Grønlands Politi. Hun vil endnu ikke udtale sig om, hvilke skader oversvømmelserne har forårsaget.

- Det svarer vi først på, når vi har det fulde overblik over de skader og personskader, der måtte være sket, siger hun.

Øverst kan du se billeder fra oversvømmelserne i en bruger-video fra Olina Nielsen.

/ritzau/

  • Print