Kriminelle piger haler ind på drengene

Færre unge fra udsatte boligområder bliver kriminelle. Men kriminaliteten falder mest blandt drengene.

Der er færre kriminelle unge i de udsatte boligområder i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling.

Antallet af drenge, som begår kriminalitet, er faldet cirka 30 procent i årene fra 2000 til 2015.

Pigernes kriminalitet er også faldet, men kun 11 procent. Derfor udgør pigernes kriminalitet nu en større andel end tidligere. 17 procent af de unge kriminelle er nu piger.

Der er forskel på piger og drenges kriminalitet

Ane Glad er seniorkonsulent ved Center for Boligsocial Udvikling.

Hun siger, at der er forskel på, hvilken type kriminalitet pigerne og drengene begår.

- Når vi ser på pigerne, så begår de relativt hyppigere butikstyverier, hvor drengene hyppigere begår tyveri, indbrud og røveri, siger Ane Glad.

Politiet har haft mest fokus på drengene

Henrik Framvig er vicepolitiinspektør i Nationalt Forebyggelsescenter.

Han siger, at politiet har været mest fokuseret på at forebygge kriminalitet blandt drenge, fordi der er flest kriminelle drenge.

Henrik Framvig siger, at politiet fremover vil være mere opmærksomme på at forebygge kriminalitet blandt unge piger.


Om undersøgelsen

  • Center for Boligsocial Udvikling har undersøgt kriminalitet blandt unge mellem 16 og 20 år, der bor i udsatte boligområder.
  • Undersøgelsen bygger på tal fra Danmarks Statistik over antallet af sigtelser for overtrædelser af straffeloven og lov om euforiserende stoffer.
  • En fordel ved at se på sigtelser frem for domme er, at mindre alvorlig kriminalitet også tælles med.
  • Tallene stammer fra i alt 87 boligområder, hvor der bor 17.000 unge.
  • Undersøgelsen viser, at der stadig er flest kriminelle drenge blandt de 16-20-årige. Men drengenes kriminalitet er faldet mest.
  • I årene 2000 til 2015 faldt antallet af sigtede drenge med cirka 30 procent i de udsatte områder og 32 procent på landsplan.
  • Blandt pigerne faldt antallet af sigtede med 11 procent, mens det på landsplan var 24 procent.

  • Print