Briterne vil lære at hygge

Ni bøger om at hygge udkommer i Storbritannien i efteråret.

Det danske begreb ’at hygge’ har fået briternes opmærksomhed.

I månederne op til jul bliver der sat mindst ni forskellige bøger om hygge til salg i britiske boghandlere, skriver magasinet The Economist.

Bøgerne hedder blandt andet ”Den lille bog om hygge – den danske måde at leve på”, ”Sådan hygger man: Hemmeligheden ved at leve nordisk” og ”Hygge: Kunsten at leve lykkeligt”.

Det er moderne at hygge

Liz Jensen er britisk forfatter, men har boet i Danmark i tre et halvt år. Hun ser tre grunde til, at hygge lige nu er populært i Storbritannien.

For det første er danske tv-serier som Forbrydelsen meget populære i Storbritannien. Den anden grund er, at Danmark flere gange er blevet kåret til verdens lykkeligste land.

Den tredje grund er, at Skandinavien lige nu er moderne.

Briterne hygger sig også

Liz Jensen siger også, at selvom dansk hygge er populært i Storbritannien, betyder det ikke, at briterne aldrig har hygget sig før nu. Eller at hygge kun er noget, danskerne kan finde ud af.

Hun synes faktisk, at danskerne godt kan være lidt dårlige til at forstå, at andre også godt kan finde ud af at hygge sig.

Men hun siger, at danskernes hygge kan lære briterne at snakke om, hvornår man hygger sig og har det godt.

  • Print