Postbude får penge for at besøge ældre i Frankrig

I Frankrig kan man nu betale postbuddet for at besøge sin gamle mor eller far et par gange om måneden.

Michèle Karpelès er en 78-årig pensionist, som bor i Frankrig. Hendes familie bor langt væk, og derfor får hun kun sjældent besøg.

Men nu får Michèle Karpelès besøg to gange om ugen af postbuddet, som kommer forbi til en sludder, en kop kaffe og lidt praktisk hjælp.

Michèle Karpelès’ familie betaler nemlig postvæsnet for, at et postbud besøger hende to gange om ugen.

Michèle Karpelès er glad for besøg

Det franske postvæsens nye service hedder ”Pas på mine forældre”. Hvis postbuddet skal besøge en slægtning to gange om ugen, koster det for eksempel 225 kroner om måneden.

Michèle Karpelès er glad for, at postbudene besøger hende.

- De er simpelthen så søde, de unge postbude. Meget velopdragne og hjælpsomme, siger Michèle Karpelès.

Postvæsen: Ikke alle har tid til besøg

Fagforeningen SUD PTT har klaget over, at ikke alle postbude er blevet oplært nok til besøgene. Og andre kritikere mener, at familierne burde have tid til at besøge deres slægtninge selv.

Eric Beaudrillard er underdirektør i det franske postvæsen. Han mener, at postvæsenet løser en vigtig opgave.

- Hvis man bor i Lille, og ens mor eller far bor i Nice, så skal man rejse 1100 km. Så alle børn har altså ikke mulighed for at besøge deres forældre jævnligt, siger han.

I videoen foroven kan du se postmand Pierre besøge Michèle Karpelès.

Det koster besøg fra postbuddet

  • 1 besøg om ugen: 150 kroner om måneden

  • 2 besøg om ugen: 225 kroner om måneden

  • 4 besøg om ugen: 740 kroner om måneden

  • 6 besøg om ugen: 1.040 kroner om måneden

  • Print