Tusindvis af danskere arbejder via digitale platforme

42.000 danskere arbejder nu via digitale platforme. Platformene får nye grupper i arbejde, men forsker er usikker på, om personerne betaler skat.

En digital platform kan for eksempel være en hjemmeside, som formidler rengøringshjælp til private.

42.000 danskere har det seneste år arbejdet via en digital platform.

Det viser en ny undersøgelse fra Københavns Universitet.

Lønnen indberettes ikke automatisk til Skat

Når en person arbejder via en digital platform, bliver lønnen ikke automatisk indberettet til Skat, fordi personen bliver betragtet som selvstændig.

Anna Ilsøe er lektor ved forskningscenteret FOAS ved Københavns Universitet. Hun siger, at det er usikkert, om der bliver betalt skat af platformsarbejde i Danmark.

Karsten Lauritzen (Venstre) er skatteminister. Han siger, at regeringen vil sikre, at Skat får besked om indtægter fra de nye platforme.

Nye grupper finder arbejde

Ifølge Anna Ilsøe er det især unge, lavtlønnede og personer med anden etnisk baggrund, der arbejder via de digitale platforme.

- Flertallet tjener under 25.000 kroner om året, så det er en supplerende indtægtskilde, det er endnu ikke deres hovedindtægt, siger hun.

Ifølge Anna Ilsøe kan de digitale platforme hjælpe personer med at komme i gang med at arbejde og med tiden få et fast job.

Digitale plaforme

  • Er tjenester som Happy Helper, Upwork og Uber.
  • 61 procent af personerne har tjent under 25.000 kroner årligt.
  • De tre største grupper er folk i job (47 procent), studerende (36 procent) og arbejdsløse (9 procent).
  • Regeringen har nedsat det såkaldte Disruptionsråd.
  • Rådet skal blandt andet diskutere, hvordan Danmark følger med den teknologiske udvikling.
  • Rådet skal også diskutere ny måder at arbejde på via digitale platforme.

    Kilde: Digitalisering af arbejdsmarkedet, Københavns Universitet, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier.

  • Print