Louises smukke dessert med lun og blødende chokoladefondant og en frisk citronsorbet. (©DR)

Blødende hjerte med citron

Denne opskrift på blødende chokoladehjerter bagte Louise i syvende program af Den store Bagedyst, som hendes favoritudfordring. Louise har lavet en frisk citronsorbet for at give den intense chokoladedessert lidt modspil. Prøv Louises opskrift her.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Chokoladekage

  • 150 g mørk chokolade
  • 150 g smør
  • 75 g sukker
  • 60 g hvedemel
  • 150 g past. æggeblommer
  • 75 g past. æggehvider
  • 1 knivspids salt
  • lidt flormelis til drys

Citronsorbet

  • 11 stk. citroner, saft heraf
  • 3 blade husblas
  • 3 dl sukker
  • 200 g glukosesirup
  • 7 dl vand

Bærcoulis

  • 160 g frosne bær
  • 50 g sukker
  • 1 dl vand
  • 1 stang vanilje

Citronfileter

  • 3 stk. citroner
  • 2 spsk. honning
  • en knivspids cayennepeber

Hvide chokoladeflager

  • 150 g hvid chokolade
  • lidt lakridspulver

Pynt

  • frisk skovsyre

Fremgangsmåde

  1. Citronsorbet:
    Husblas sættes i blød. Kog sukker, glucose, og vand op, og rør til sukkeret er opløst. Tag det af varmen. Rør husblas deri. Rør godt, og lad lagen køle lidt af. Bland citronsaft (ca. 5 dl) deri. 
  2. Røres på en ismaskine til den er fast og cremet (ca. 25-30 min). Fordeles i silikoneforme i portionsstørrelse. Sættes derefter på frys (eller i beholder med tøris) til den skal bruges. 
  3. Bærcoulis:
    Alle ingredienser varmes op i en gryde til det er tyknet. Sigt kernerne fra og stil i en skål, til du skal anrette. 
  4. Citronfileter:
    Skær citronfileter af 2 citroner. Skær fri fra lameller. Læg fileterne i en lage af honning, vanilje og cayennepeber. 
  5. Hvide chokoladeflager (kan udskiftes med sprøde tuilles)
    Temperer den hvide chokolade. Smør den tyk ud på en plade og strø med laktidspulver. Størknes på køl. 
  6. Chokoladekage:
    Smelt chokolade med smør og sukker over vandbad til 50 grader. Sigt mel og salt i blandingen og rør godt. Tilsæt æggeblommer og hvider og rør godt. 
  7. Fordeles i 6 kageringe (5 cm i diameter og 5 cm høje), som er foret med bagepapir klippet til i rette størrelse. Fyld dej i ¾ af ringen. Bages ved 200 grader i ca. 7-10 min afhængig af ovnen. Du skal kunne se på den om den er færdig - overfladen skal være blank og have sat sig. I midten skal kagen synke lidt nedad, fordi midten er ubagt.  
  8. Vent 1 minut inden de befries for formene og drysses med flormelis. 
  9. Anretning:
    Lav en streg på midten af tallerkenen af bærcoulis (evt,. med en svarmp for at give en fin struktur). Stil kagen i den ene ende. 
  10. Citronsorbeten i silikoneformen dyppes i varmt vand, så den befrier sig fra formen. Isen vendes forsigtigt ud på tallerknen. Imellem kage og is stilles nu brækkede chokoladeflager og et par citronfileter. Læg et eller to blade skovsyre på toppen af isen og på tallerkenen og server.