Aadam Aamanns opskrift på boller i karry med hjemmeblandet karry fra hans krydrede madplan. (©DR)

Boller i hjemmebrændt karry med æbler og forårsløg

I Madmagasinet ville Mette og Adam gerne slå et slag for, at vi bliver bedre til at krydre vores mad med krydderier ud over blot salt og peber. Adam Aamann lavede i programmet en krydderi-skole, hvor han gav en familie en krydret madplan på lækre retter med masser af smag. Det blev bl.a. til klassikeren boller i karry, med en hjemmeblandet karryblanding.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Kødboller

  • 600-700 g hakket kalv og flæsk
  • 2 stk. æg
  • 1,5 dl mælk
  • 0,5 dl rasp
  • 0,5 tsk. knust allehånde
  • ca. 5 riv muskatnød på rivejern
  • 3 cm frisk ingefær
  • 1-2 stk. skalotteløg
  • salt og peber fra kværn

Hjemmelavet karry

  • 2 tsk. bukkehornsfrø
  • 0,5 stk. revet muskatnød
  • 1 tsk. allehånde
  • 2 tsk. tørret ingefær
  • 2 stk. karryblade
    (eller laurbærblade)
  • 2 tsk. sennepsfrø
  • 4 tsk. hel spidskommen
  • 6 stk. hele kardemommekapsler
  • 5 cm hel kanel
  • 6 tsk. hele korianderfrø
  • 5 stk. hele nelliker
  • 6 tsk. tørret gurkemeje
    (gerne mørkegul/rød)
  • 1 tsk. piri piri chili
    (efter behag)

Karrysauce

  • 1 stk. løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 cm frisk ingefær
  • 1 stort bundt forårsløg
  • 2 stk. æbler
  • 2 dl fløde
  • ca. 2 dl hønsefond/kogevand fra boller
  • frisk koriander
  • lidt citronsaft

Kålsalat

  • 0,5-1 stk. spidskål
  • lidt riseddike
  • lidt ristet jordnøddeolie
  • frisk koriander
  • evt. lidt frisk chili
  • salt og peber

Tilbehør

  • basmati ris
  • mango chutney
  • chili sauce

Fremgangsmåde

  1. Kødboller:
    Rasp og mælk blandes i en skål. Kødet røres med resten af ingredienserne og tilsidst med rasp-blandingen. Smag til og lad stå og hvile i min. 30 min. 
  2. Form kødbollerne med en ske og kom dem i kogende saltet vand med 3-4 karryblade eller laurbærblade, men kun lige nok vand til at det rummer bollerne - pochér (kog sagte) kødbollerne i vandet til de er færdige. 
  3. Hjemmelavet Karry:
    Rist de hele krydderier på en tør pande til de akkurat ryger en smule og dufter. Knus dem fint i morter eller kaffemølle. 
  4. Karrysauce:
    Rist hakkede løg i lidt olie i ca. 5 min., og tilsæt derefter hvidløg ingefær og hjemmelavet karryblanding efter smag og svits i yderligere i 2 min. Hæld fond og fløde på og kog i 10 min. Smag til med salt og lidt citronsaft. 
  5. Kom de kogte boller i saucen og vend de fintsnittede forårsløg og æble skåret i tern i. Vend rundt og server straks med frisk koriander på toppen. 
  6. Kålsalat:
    Snit spidskål fint, og bland en dressing af de resterende ingredienser. Vend kålen heri.
  7. Server boller i karry med kogte basmatiris, kålsalat og gerne med mango chutney og chilisauce som tilbehør.