Når du først har fået taget på, at lave disse sommerfugle, så kan du begynde også at lave andre kreationer til dine kager (©DR)

Chokoladesommerfugle

Chokoladesommerfugle kan være det, der tager din kage det næste skridt. Sommerfuglene giver en anden dimension til kagen, da det ligner at de er ved at lette.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 4-500 g tempereret, mørk chokolade
  • 1 pakke bagepapir i mindre firkanter
  • 4-5 stk. cornet lavet af bagepapir
  • 1 pakke plastikkurs

Fremgangsmåde

Temperering af chokolade:

  1. Hak al chokoladen helt fint.Varm lidt mere end halvdelen af chokoladen op i en skål over vandbad til 48-50° C (brug et termometer).
  2. Kom den anden halvdel i en rimelig stor skål.
  3. Kom to tredjedele af den smeltede, varme chokolade op i skålen til den usmeltede chokolade og lad de to smelte sammen. Tilføj kun mere smeltet chokolade, hvis de to dele ikke smelter sammen. Målet er at sikre et blankt udseende og et sprødt knæk på chokoladen, når den bagefter stivner.
  4. Opvarm aldrig denne nu tempererede chokolade. Stivner den for hurtigt, så tilføj en anelse mere af den smeltede del. Det er en rigtig god idé altid at sætte et tyndt lag af den tempererede chokolade af på et stykke bagepapir for at se, om den bliver pænt blank, inden du går videre. Den optimale arbejdstemperatur for den færdigtempererede chokolade er 31-32° C. Overstiger den 34° C, er du nødt til at starte forfra med ny chokolade. 

Fremgangsmåde:

  1. Tegn en smuk sommerfugl på et stykke papir eller brug en færdig skabelon.
  2. Læg et stykke bagepapir hen over tegningen. Bagepapiret skal være stort nok til at dække hele sommerfuglen. Hæld nu din tempererede chokolade op i et cornet. Alternativt kan du bruge en sprøjtepose med en tyl med meget lille hul.
  3. Tegn sommerfuglen med chokolade og løft derefter bagepapiret af skabelonen. Inden chokoladen tørrer lægges bagepapiret ind i liggende et plastikkrus, så sommerfuglen får flyvende vinger. Når chokoladen er stiv, fjernes bagepapiret, og sommerfuglen kan nu sættes på din kage.