Ibens eclairs med mokkacreme, chokolade og hindbær fra Den store Bagedyst. (©DR)

Eclairs med mokkacreme, chokolade og hindbær

Iben lavede denne skønne opskrift på eclairs med mokkacreme, chokolade og friske hindbær i Den store Bagedyst 2016. Spis kagerne som en fin dessert eller som noget ekstra lækkert til kaffen.

Tilberedningstid: 3 timer Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Dej

  • 2 dl vand
  • 100 g smør
  • 120 g hvedemel
  • 4 stk. æg M/L
  • 1 spsk. fløde
  • 1 knivspids salt

Mokkacreme

  • 1 stang vanilje
  • 2,5 dl sødmælk
  • 3 stk. æggeblommer
  • 75 g sukker
  • 45 g majsstivelse
  • 0,5 dl vand
  • 2 tsk. Nescafé
  • 2 dl fløde

Hindbærsyltetøj

  • 300 g frostne hindbær
  • 100 g sukker
  • 1 tsk. melanin
  • 1 spsk. vand

Chokolade smørcreme

  • 1,5 dl vand
  • 260 g sukker
  • 4 stk. æggeblommer
  • 500 g smør
  • 4 spsk. kakao

Chokolade/kaffe glasur

  • 250 g flormelis
  • 100 g kakao
  • 3-4 bæger æggehvider
    (efter ønsket konsistens)

Chokoladehjerter

  • 150 g mørk chokolade

Pynt

  • 2 håndfulde pistacienødder
  • 18 stk. friske hindbær
  • 0,5 tsk. guldstøv

Fremgangsmåde

  1. Dej:
    Vand og smør smeltes sammen, hvorefter mel ipiskes i cirka 3 min. Kom dejen i en røremaskine, og lade den køre i 1 minut så den damper af.
  2. Tilsæt et æg ad gangen og lad røremaskinen køre i cirka 3 min., når alle æg er tilsat. Kom dejen i en sprøjtepose med en glat rund tyl på, og sprøjt på bageplade i små stænger. Pensl med et sammenpisket æg med en en sjat fløde og et nip salt.
  3. Sæt pladen i ovnen og bag i ca. 20 minutter ved 200 grader. Du må IKKE Åbne ovnen under bagning, da de ellers vil falde sammen.
  4. Mokkacreme:
    Pisk æggeblommer, vaniljekorn og sukker til det bliver hvidt og luftigt. Majsstivelsen hældes i æggemassen, uden at røre rundt.  
  5. Mælken koges op og æggemassen hældes ned i mælken under piskning til den bliver tyk og koger. Hæld evt. gennem en sigte hvis der er klumper i. Stil cremen på køl og lad blive helt kold.
  6. 1/2 dl vand koges op og de 2 tsk nescafé opløses deri og køles ned. Bland creme og kaffe  sammen, og pisk de 2 dl fløde til blød skum. Vend creme i flødeskummen og mokkacremen er klar.
  7. Hindbærsyltetøj:
    Hindbær og vand koges op i 3 min. Tilsæt 80 g af sukkeret - 20 g sukker røres sammen med melaninen og hældes derefter i gryden. Giv syltetøjet et opkog og køl ned. 
  8. Chokolade smørcreme:
    Kom smør i en røreskål og lad den køre 5-10 min. til smøret bliver luftigt. Imens koges sukker og vand sammen til en sukkerlage i et par minutter til det tykner en smule. Stil på køl.
  9. Æggeblommer kommes i smøret mens der røres. Kakao tilsættes, hvorefter sukkerlagen tilsættes og røres i et par min.
  10. Chokolade/kaffeglasur:
    Pisk flormelis, kakao og æggehvider godt sammen.
  11. Chokoladehjerter:
    Temperer chokoladen og kom den i et lille kræmmerhus. Tegn små chokoladehjerter på bagepapir og lad køle ned.
  12. Pynt og samling:
    Hak pistacienødderne. Skær alle eclairs over, og pensl alle overstykkerne med chokoladeglasuren. Smør lidt hindbærsyltetøj i bundenem og fyld mokkacreme ovenpå. Læg overtoppen på og dekorer med smørcremen.
  13. Drys pistacienødder på toppen, lidt guldstøv, og sæt 3 hindbær på hver - ét i hver ende og ét i midten, og top til slut med et chokoladehjerte. Server!

Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2016 - udsendelse 1