Eggs Benedict er porcheret æg med skinke, hvor eggs Florentine er porcheret æg med spinat. Begge er serveret på en friskbagt engelsk muffin. (©DR)

Eggs Benedict og eggs Florentine

Denne ret må være den bedste måde at starte dagen på. Adam Price præsenterer en opskrift på eggs Benedict og eggs Florentine på engelske muffins. Ikke dårligt!

Dejen til de engelske muffins har godt af at koldhæve, start derfor dagen inden med dem.

Tilberedningstid: 45 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Eggs Benedict og eggs Florentine

  • 8 skiver skagenskinke
  • 4 stk. æg
  • 4 stk. pasteuriserede æggeblommer
  • 1 pakke økologisk smør
  • 1-2 stk. skalotteløg
  • 200-300 g babyspinat
  • 1 stk. økologisk citron
  • 1 dl sherryeddike
  • 1 dl hvidvin

Engelske muffins (8 stk)

  • 60 g smør
  • 10 g sukker
  • 10 g maldon salt
  • 450 g mælk
    (Man kan benytte 225g kærnemælk og 225g sødmælk.)
  • 10 g tørgær
  • 1 stk. æg
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1-2 spsk. øl
    (vand kan også fint benyttes.)

Fremgangsmåde

Lav muffins (helst dagen før):

  1. Start helst dagen før med de engelske muffins, da de har rigtig godt af at koldhæve. Smelt smørret ved svag varme og opløs sukker heri. Hæld mælken i, hvis man bruger kærnemælk er det vigtigt, at smørret er under 30 grader, da mælken da vil skille. Rør tørgær og æg i. Bland mel og salt i en skål og rør omhyggeligt mælkeblandingen i.

  2. Lad dejen stå tildækket natten over.

  3. Opløs bagepulver i øllet (eller vand, alt efter hvad man har valgt).

  4. Før tilberedning røres den opløste bagepulver i dejen, for at få nogle luftigere muffins. Tilbered dem på en varm pande i smør. Hvis man ønsker en perfekt rund form, benyttes smurte bagerringe på panden, som man hælder dejen i. Tilbered dem ved svag varme, så de ikke brænder på, da de skal have god tid på begge sider.

Begynd på eggs Benedict og eggs Florentine:

  1. Smelt 1 pk. smør til hollandaise, og lad den stå lunt. Smørret skal ved brug være mellem ca. 50-62 grader varmt. Spinaten svitses på en varm pande i lidt smør, krydder med salt og peber. Dræn spinat på et tørt klæde.

  2. Bring 1 liter vand tilsat ca. 3 spsk. Eddike i kog. Slå et æg ud i en passende kop. Med et piskeris rør man kraftigt i det kogende vand. Når strømmen ikke er for kraftigt hælder man ægget i. Man kan "samle" det med en træske. Lad det porchere i simrende vand i 2½-3 min. Blommen skal være flydende. Køl ægget ned i koldt vand, og lun det op igen i kogevandet lige inden servering.

  3. Kog hvidvin, citronsaft og sherryeddike ind, i en sauter gryde, med de fintsnittede skalotteløg. Når væsken er kogt næsten helt ind, trækkes den til side, og køles en smule ned. Pisk æggeblommerne ned i, hold gryden over svag varme, eller lav saucen over et vandbad. Når æggeblommerne er pisket helt luftige, tilsættes smørret under kraftig piskning, lidt efter lidt.

  4. Når saucen har den ønskede konsistens, smages den til med salt, peber og citronskal. Server en halv muffin, med et par skiver skagenskinke, et lunt porcheret æg og hollandaise sauce. Til florentine, bruger man spinat i stedet for skinke. Man kan med fordel kombinere de to.