Louises limegrønne kage med hvid chokolade lotus på toppen. (©DR)

En kage fra Østen

Louise bagte denne smukke og asiatisk inspirerede kage i ottende program af Den store Bagedyst 2016. Kagen er overhældt med en limegrøn glaze af hvid chokolade, og er pyntet med en hvid chokolade-lotusblomst. Bunden smager af lime og kokos, og er lagt sammen om en aromatisk mangomousse. Prøv Louises opskrift her.

Tilberedningstid: 2 timer, 30 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Lime/kokos bund

  • 2 stk. æggehvider
  • 30 g sukker
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk. limeskal
  • 30 g kokosmel
  • 30 g mandelmel
  • 60 g flormelis

Mangomousse

  • 1 stk. mango
  • 0,5 tsk. vaniljesukker
  • 0,5 spsk. flormelis
  • 0,5 dl tropisk juice
  • 3 blade husblas
  • 3 dl piskefløde

Glaze

  • 140 g hvid chokolade
  • 100 g sødmælk
  • 2,5 blade husblas
  • 125 g miroir gele
  • 120 g sukker
  • lidt lysegrøn pastafarve

Pynt

  • 200 g hvid chokolade
  • lidt kokosflager

Fremgangsmåde

  1. Lime/kokos bund:
    Kokosmel, mandelmel og flormelis samles. I en anden skål piskes hviderne stive og sukker og limeskal piskes med til sidst. Bland det hele sammen og fordel i en smurt bageform. Bages ved 180 grader i 15 min. Afkøles. 
  2. Mangomousse:
    Sæt husblassen i blød. Skær mangoen i små tern og blend dem sammen med juicen. Varm massen med flormelis og vaniljesukker op til 70 grader og udblød husblassen heri. 
  3. Pisk fløden til let skum. Vend lidt af fløden med den varme mangomasse og vend derefter resten af flødeskummet i. Fordel moussen ovenpå den afkølede form med kageplast i formen. Stil kagen på køl og las den blive HELT kold. 
  4. Glaze:
    Mælk og sukker opløses i en gryde under omrøring. Smelt husblas heri. Hæld massen over chokoladen og rør rundt. Hæld massen i en høj kande og blend forsigtigt uden at give for mange luftbobler (sæt blenderen skråt ned i massen og rejs den op inden du blender uden at løfte blenderen). 
  5. Put farve i massen og rør mirroir glaze i. Køl ned til 30 grader inden den hældes forsigtigt over den kolde kage. 
  6. Fordel kokosflager på kanten af kagen. 
  7. Chokoladeblomst:
    Temperer den hvide chokolade. Fordel på et stykke kageplast. Når chokoladen har sat sig, skæres blade med en skarp kniv. Læg plasten ind i en ring, så den bøjer. Sæt chokoladen på køl. 
  8. Når den er stivnet helt, kan du løsne bladene forsigtigt fra plasten. Læg nu bladene et efter et ovenpå hinanden ved hjælp af lidt hvid chokolade. HUSK at lægge dem på et stykke bagepapir. Blomsten løftes forsigtigt fra bagepapiret og over på kagen. Brug et par løse blade som ekstra pynt. Server.


Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2016 - udsendelse 8