Prøv Tobias' flotte og farverige ispinde, som er pyntet med chokolade og nødder - og er lavet på en fiskesuppe. (©DR)

Fiskeis

I DR-programmet 'Bag Danmark med Tobias' er Tobias Hamann i Thorupstrand, en by med masser af fisk. Derfor afprøver Tobias fisk som ingrediens i det søde køkken. Han laver nemlig fiskeis - ispinde lavet på fiskesuppe. Flotte gule ispinde dyppet i chokolade og pyntet med nødder. Smagen er speciel, men også et forsøg værd. Velbekomme.

Tilberedningstid: 5 timer Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

  • En stor håndfuld jomfruhummerhaler
  • En stor håndfuld rejer
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • 5 gulerødder
  • 1 dusk persille
  • 2,5 dl letmælk
  • 2,5 dl fløde
  • 5 æggeblommer
  • 70 g sukker
  • 1 stang vanilje
  • Lidt salt
  • Lidt peber
  • Chokolade til overtræk
  • Forskellige nødder, frysetørrede bær el.lign. til pynt
  • Lidt smør

Fremgangsmåde

  1. Svits først finthakket løg, gulerødder og hvidløg i en lille bitte smule smør.
  2. Kom jomfruhummerhaler og rejer i gryden og derefter persille.
  3. Tilsæt mælk og fløde. Lad det simre i en god time. Smag til med salt og peber.
  4. I en separat skål piskes blommerne med sukker og vaniljekorn til en lys og luftig masse, men først når suppen har simret i en time.
  5. Sigt skaldyrssuppen så du kun har 'mælken' tilbage.
  6. Hæld suppen over æggeblommemassen og vend det sammen. Kom det hele tilbage i en gryde.
  7. Varm det hele langsomt op til det begynder at tykne. OBS: Det må endelig ikke koge!
  8. Når temperaturen når cirka 84 grader, tages gryden af varmen og stilles direkte over i et vandbad af isvand.
  9. Afkøl ismassen hurtigst muligt til 25 grader.
  10. Kør isen på en ismaskine i ca. 15-25 minutter, eller til den har den rette cremede konsistens.
  11. Kom isen i forme og frys dem.
  12. Dyp det frosne is i flydende chokolade og pynt med nødder, havtorn (frysetørret), hampefrø eller fiskeøjne, hvis du er rigtig frisk.