En lækker anretning med danske råvarer fra sommerhøsten - bl.a. sprødstegt fjæsing, nye kartofler og søde tomater. (©DR)

Fjæsing med flødekartofler, skinke og ost

Smuk sommeranretning med en sprødstegt fjæsing serveret med kartofler i fløde med ristet skinke, grillede grøntsager og en blanding af kapers og nødder i smør. Den lækre sommerret lavede Anne Hjernøe i programmet Frilandshaven.

Vær opmærksom på, at retten er regnet ud fra en anretning til én person.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 1 pers.

Kok og program

Ingredienser

Skinke, ost og tomat

  • 1 smule Fanø, Læsø eller Skagenskinke
  • 1 smule vesterhavsost, eller en anden god langtidslagret dansk ost
  • 1-3 stk. solmodne tomater
  • 1 smule balsamisk eddike
  • 1 smule frisk basilikum
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet sort peber

Ristet fjæsing

  • 1 smule koldpresset jomfruolivenolie
  • 1-2 stk. fjæsingfileter pr. person
  • 1 smule rugmel
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet sort peber

Kapers/nøddeblanding

  • 1 spsk. smør
  • 1 stk. finthakket skalotteløg
  • 1 håndfuld grofthakkede hasselnødder
  • 1 smule kapers i olie
  • 1 smule røllike

Grillede gulerødder og forårsløg

  • 1 smule koldpresset jomfruolivenolie
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet sort peber
  • 1-2 stk. forårsløg
  • 1-2 stk. gulerødder

Nye kartofler med fløde, ærter og skinke

  • 2-3 stk. nye kogte kartofler, skåret i mundrette stykker
  • 1 smule friskbælgede ærter
  • 1 smule finthakket forårsløg
  • 1-3 skiver ristet dansk skinke fx fra Læsø, Fanø eller Skagen
  • 1 smule koldpresset jomfruolivenolie
  • 1 smule piskefløde
  • 1 smule æbleeddike
  • 1 smule honning
  • 1 smule salt
  • 1 smule friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde

  1. Skinke, ost og tomat:
    Anret en tallerken med skinken, ost, solmodne tomater. Tilføj balsamisk eddike, lidt frisk basilikum og drys med salt og peber.
  2. Ristet fjæsing: 
    Varm fedtstoffet op på en pande. Vend fiskefileterne i rugmel, hvori der er blandet godt med salt og peber. Steg fileterne for moderat varme i 2 minutter på hver side. 
  3. Servér fisken med kapers/nøddeblandingen. 
  4. Kapers/nøddeblanding:
    Varm smørret op i en gryde, kom skalotteløgene i og steg til de er glasklare i konsistensen. Derefter tilsættes hasselnødder, kapers og finthakket røllike. Steg det hele godt igennem i nogle minutter, og hæld blandingen henover de ristede fjæsingfileter.
  5. Grillede gulerødder og forårsløg: 
    Skær rødderne af forårsløgene og vend dem i olie blandet med salt og peber og læg dem på grillen. Lad de yderste blade blive på for at beskytte løgene. Skræl gulerødderne og skær dem i flade lange skiver, vend dem i olieblandingen og læg dem på grillen. 
  6. Grill grøntsagerne til de er møre og servér dem til den ristede fjæsing.
  7. Kartofler med fløde, ærter og skinke:
    Fløden varmes op i en dyb pande. Når den begynder at boble tilsættes en slat eddike og en smule honning. Rør grundigt i flødeblandingen, smag den til med lidt salt og peber. Når blandingen er godt tyknet tilsættes de nye kartofler. Lad kartoflerne blive varmet godt igennem i 3-4 minutter. 
  8. Fjern panden fra blusset og tilsæt friskbælgede ærter. Skinken som er ristet sprødt i olie, knuses henover retten sammen med finthakket forårsløg lige inden serveringen.