Denne lækre nudelret er perfekt til, når det skal gå hurtigt med aftensmaden. (Foto: Anna Skov Sørensen ©DR)

Vegetarisk fuldkornsnudelret med æg og svampe

En lækker asiatisk inspireret vegetarret lavet på fuldkornsnudler. Nudelretten er med æg, svampe, spidskål og forårsløg og har en dejlig cremet konsistens samt en frisk smag. Retten er perfekt som nem aftensmad.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 5 stk. forårsløg
  • 4 stk. æg
  • 250 g svampe, evt. champignon
  • 250 g spidskål
  • 0,5 dl soya
  • 1 stk. chili
    (Efter smag)
  • 15 g ingefær
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stk. lime
  • 0,5 dl vand
  • 3 spsk. olie
  • 250 g fuldkornsnudler

Fremgangsmåde

  1. Kog nudlerne efter pakkens anvisning.
  2. Skær svampene ud i mundrette skiver.
  3. Riv ingefær, pres hvidløg og hak chili fint.
  4. Kom olie, soya, limesaft, ingefær, hvidløg og chili på panden og lad det koge op.
  5. Vend svampene i blandingen på panden, og lad det stå et par minutter.
  6. Mens svampene er på panden, skæres spidskål fint, evt. på et mandolinjern.
  7. Spidskål kommes på panden og steges med et par minutter.
  8. Æggene slås ud i panden og røres i.
  9. Forårsløg og nudler vendes i på panden.
  10. Smag retten til med peber.
  11. Når nudlerne er varmet op, er retten færdig og klar til at blive spist.

TIP: Retten kan serveres med ekstra forårsløg på toppen.