Janssons fristelse kan spises som selvstændig ret eller som tilbehør til andre ting. I Sverige spises den ofte sammen med pølser (men spørg os ikke hvorfor). (©DR)

Janssons fristelse

Janssons fristelse består hovedsagligt af kartofler, løg, ansjoser, smør og fløde. Fristelsen kan bruges som tilbehør til andre retter eller spises med pølser, som de gør i Sverige.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 1,5 kg melede kartofler
  • 2-3 stk. løg
  • 2 dåser svenske ansjoser
  • 100 g smør
  • 1 smule rasp
  • 0,5 l fløde
  • 1 smule mælk
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Fremgangsmåde

  1. Hvis ansjoserne er hele, renses de og halveres. Lagen gemmes!
  2. Kartoflerne skrælles og rives groft, eller køres på foodprocessor med riveindsats. Løgene hakkes temmelig fint.
  3. Bland kartofler, løg, ansjoser, salt og peber og kom det i et smurt ildfast fad. Hæld 3 dl fløde + evt. lidt mælk samt lagen fra ansjoserne over. Drys med rasp og læg smørklatter på.
  4. Kom fadet i ovnen ved 200 grader i ½ time. Tilsæt resten af fløden og lad bage færdig i ½ time.