En karamelrand toppet med knust nougatin er ikke til at stå for. (©DR)

Karamelrand

Karamelrand var en af vores mormors yndlingsdesserter, og den stod ofte på bordet, når der var middagselskab. Idag er den måske gået lidt af mode, og det er synd, for den smager skønt!

Tilberedningstid: Antal portioner: 8 pers.

Ingredienser

Til karamel og sauce

  • 350 g sukker
  • 2 dl vand
  • 2 1/2 dl piskefløde

Til cremen

  • 4 hele æg
  • 8 æggeblommer
  • 75 g sukker
  • 1 stang tahiti vanille
  • 1 l fløde

Fremgangsmåde

Arbejdstid: Ca. 45 minutter

Bagetid: 1 time

Afkøling: 2 time


Sukkeret til karamellen smeltes i en gryde, og når det er gyldenbrunt tilsættes 1 dl kogende vand. Lad karamellen koge igennem, mens der røres, til alt er smeltet sammen. Hæld en del af karamellen i en randform, der i forvejen er opvarmet i ovnen, og fordel karamellen jævnt i formen. Resten af karamellen hældes tilbage i gryden og tilsættes endnu 1 dl kogende vand. Lad denne karamelsovs blive kold.
Kom fløden til cremen i en gryde og tilsæt sukker, vanillekorn og den skrabede vanillestang. Lad det koge op og sluk så og lad fløden trække med vanillestangen i nogle minutter. Fjern vanillestangen. Æggene og æggeblommerne røres sammen med let hånd og tilsættes den varme fløde. Det skal kun røres sammen, endelig ikke piskes. Hæld massen i randformen gennem en si, og sæt formen i ovnen i et vandbad ved 150 grader til massen føles fast (ca. 1 time). Lad randen blive helt kold og vend den så ud på et fad.

Pisk fløden til skum og tilsæt den afkølede karamel. Har man lyst, kan man også blande lidt knust størknet karamel i. Bland med let hånd og server saucen til randen.

Randen kan endvidere pyntes med nougatin: Smelt 2 dl sukker til karamel i en gryde og tilsæt 2 dl hasselnødder. Vend dem rundt i karamellen et minuts tid, og hæld så massen ud på bagepapir. Når den er størknet, hakkes den og kan drysses over desserten.