Vi kender alle eventyret om, hvordan Klods Hans vant prinsessens hjerte med kragen, og måske kan du med denne ret, selv vinde en prinsesse (©DR)

Kragebryst a la Klods Hans

Kragen har meget mørkt kød, brystkødet har en kraftig, jernet smag. Men sammen med vilde, mørke skovbær som brombær og hyldebær samt vild honning bliver kødet pludselig magisk og meget interessant

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 2 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 4 stk. kragebryster
  • 1 spsk. honning
  • 5-6 stk. brombær
  • 20 stk. hyldebær

Tilbehør

  • 100 g hvedekorn
  • 1 stk. majskolbe
  • 2 spsk. smør
  • 2-3 stk. tørrede abrikoser
  • 2 kviste timian

Grønt

  • 1 stk. løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 kvist timian
  • 2-3 håndfulde plukket grønkål
  • 2 stk. æbler i tern
  • 3 dl piskefløde
  • 33 cl påskebryg fra 1952
    (1 flaske)

Fremgangsmåde

Tilbehøret 

  1. Kom de skyllede hvedekorn i en gryde sammen med vand (der skal være 3 gange så meget vand som der er hvedekorn) og bring i kog.
  2. Krydr med lidt salt. Lad det koge under låg i ca. 20 minutter. Fjern låget og bring vandet helt i kog.
  3. Skær majsen fra kolben. Snit de tørrede abrikoser i grove stykker, og kom dem i en gryde sammen med majs, hvor de ristes i lidt smør.
  4. Bland de kogte korn heri sammen med plukket timian. Krydr godt med salt og peber. 

Grønt

  1. Hak løg og hvidløg fint, smelt lidt smør i en gryde og sauter.
  2. Kom den plukkede grønkål i gryden og hæld påskeøllet og fløde ved. Lad det koge ind. Krydr med salt og peber og kom timian i gryden sammen med æblerne. Lad det simre. 

Kragebryst

  1. Hvert kragebryst krydres med salt og peber. Smelt smør på en meget varm jernpande og steg brysterne, så de bliver gyldne. Kom bær og honning ved og kog dem ind omkring brystkødet.
  2. Server nu både korn- og grønkåls-salaten i en gryde og kom kragebryst på toppen - med bær og det hele. 

TIP: Retten kan også serveres med grillet brød.