Perfekt til påskefrokosten, frokostbordet eller til madpakken (©DR)

Lammerullepølse

Her er opskriften på hjemmelavet lammerullepølse som med sikkerhed vil pynte godt på frokostbordet. Vær opmærksom på at slaget skal trække i 24 timer

Tilberedningstid: 1 time, 40 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 1 stk. lammeslag
  • 4-5 spsk. salt
  • 0,5 tsk. nitritsalt
    (kan undlades)
  • 4-5 spsk. stødt sort peber
  • 1 spsk. stødt koriander
  • 1 spsk. knust, tørret rosmarin
  • 4-5 stk. skalotteløg
  • 1 bundt persille
  • 1 smule gelatinepulver eller husblas

Fremgangsmåde

  1. Drys lammeslaget med salt og eventuelt nitritsalt. Bruger man ikke nitritsalt bliver rullepølsen grålig, men det betyder absolut intet for smagen. Lad slaget trække i 24 timer.
  2. Børst overskydende salt af og læg slaget med kødsiden opad. Bland peber, koriander og rosmarin sammen og drys det jævnt over slaget. Hak skalotteløg og persille fint og fordel også det på slaget.
  3. Hvis man har gelatinepulver fordeles det ligeledes, har man ikke, kan man lægge blade af husblas, som ikke behøver at være opblødt på slaget.
  4. Så rulles slaget fast sammen, og snøres med kødsnor. Rullepølsen kommes i en gryde med kogende vand tilsat peberkorn og laurbærblade, og lad den simre i ca. 1½ time.
  5. Derpå tages pølsen op og placeres i en rullepølsepresse eller en rugbrødsform under pres. Sæt rullepølsen koldt i et døgns tid før der skæres af den.