Marcipan til overtræk og pynt

Ren rå marcipan er besværlig at rulle ud og arbejde med. Her får du opskriften på, hvordan du laver en elastisk marcipan, som er nem at rulle ud og bruge som f.eks. marcipanlåg på en lagkage. Det tager kun få minutter at ælte den skønne marcipan sammen.

Tilberedningstid: 10 min. Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 400 g marcipan
  • 200 g flormelis
  • 60 g glukosesirup

Fremgangsmåde

  1. Ælt alle ingredienser til marcipanen godt sammen. Du kan gøre det på en røremaskine eller i hånden.
  2. Du kan bruge marcipanen straks, men den kan også holde sig nogle dage i køleskab. 
  3. Hvis du ønsker en anden farve marcipan, kan du farve den med forskellige farver. Du kan også få hvid farve, hvis du ønsker en kridhvid marcipan.
  4. Hvis du vil bruge marcipanen til et marcipanlåg til en lagkage, skal du drysse et bord godt med flormelis og derefter rulle marcipanen ud til en cirkel i passende størrelse.
  5. Du skal hele tiden sørge for, at der er rigeligt med flormelis under marcipanen - den må ikke hænge i bordet. 
  6. Når cirklen er færdig, stiller du lagkagen på bordet lige ved siden af, fører begge hænder ind under marcipanlåget og løfter det forsigtigt over på kagen.
  7. Brug hænderne til forsigtigt nærmest at ae og nusse marcipanen godt på plads på kagen.
  8. Skær alt overskydende marcipan omhyggeligt væk, så der er en smuk og lige kant i bunden. 

SE hvordan du laver den hjemmelavede overtræksmarcipan i videoen herunder