Louises smukke og feminine ribstærte med yndig marengs på toppen. (©DR)

Ribstærte med pink marengs

En syrlig tærte med danske, friske ribs, og med en flot og meget feminin afslutning i form af pink marengs. Den smukke tærte bagte Louise i Den store Bagedyst 2016.

Tilberedningstid: 1 time, 45 min. Antal portioner: 10 pers.

Kok og program

Ingredienser

Mørdej

  • 120 g blødt smør
  • 80 g flormelis
  • 30 g mandelmel
  • 1 stk. æg
  • 1 stang vanilje
  • 230 g hvedemel
  • 1 knivspids salt

Ribsfyld

  • 600 g friske ribs
  • 180 g sukker
  • 1 stk. citron, saft heraf
  • 5 stk. æg
  • 1 dl piskefløde

Marengs

  • 85 g flormelis
  • 100 g past. æggehvide
  • 1 stang vanilje

Fremgangsmåde

  1. Mørdej:
    Bland smør, flormelis, mandelmel, æg og vaniljekorn sammen. Tilfør 60 g. af melet. Æltes kort sammen med hænderne. Tilsæt resten af melet og salt når massen er ensartet. Blandes hurtigt sammen. Læg dejen kortvarigt på køkkenbordet, for at sætte sig lidt. 
  2. Rul den derefter ud i ganske lidt mel til 3 mm tykkelse. Smør en tærteform med spray eller smør. Beklæd formen med dejen. Tryk den godt op mod kanterne. Stik huller i bunden med en gaffel og ”blindbag” bunden med alufolie og tørrede bønner i en 200 grader varm ovn i ca 12-15 min. til den er gylden.  
  3. Fjern alufolien og bag tærtebunden yderligere 5 min., så bunden også bliver bagt (prik igen med gaffel, hvis den er bulet op). Imens bunden bager, laves ribsfyldet: 
  4. Ribsfyld:
    Kog ribsene op i en gryde sammen med citronsaft. Mas dem med en ske, så de brister. Sigt ribsene, så du fjerner skal og kerner fra pureen. 
  5. Pisk sukker og æg godt op med en el-pisker og tilsæt 250 g. af ribs-pureen. Rør til sidst piskefløden i massen. Hæld ribsmassen i tærtebunden og bag hele tærten ved 120 grader (varmluft) i 30-45 min, indtil fyldet er fast. Køles let af efterfølgende.
  6. Marengstop:
    Pisk vaniljekorn, æggehvider og flormelis sammen til en sej marengs. Vend resten af ribspureen i, så den bliver fin lyserød. Fyld marengs i en sprøjtepose med en tylle og sprøjt fine toppe hele vejen rundt på bunden.  
  7. Indstil ovnen på grill og stil tærten i ovnen på øverste rille. Hold øje med kagen! Den skal have ca. 5 min, eller indtil den har taget farve i toppen af marengs. Men PAS PÅ, det går pludseligt hurtigt. 
  8. Lad køle, og server!


Opskriften findes i samlingen

Den store bagedyst 2016 - udsendelse 6