En smuk anretning med rosastegte krikænder, serveret med en smagfuld sauce kogt på skroget og flamberet med calvados. (©DR)

Stegte krikænder fra Falster

I programmet 'Spise med Price Egnsretter' rejser Adam og James rundt i det danske land, og laver lokale retter. På Falster lavede brødrene bl.a. denne vildtopskrift med krikænder, hvor de små delikate fugle rosaateges og serveres med en smagfuld sauce flamberet med calvados. Server krikænderne som en smuk hovedret til en god middag, gerne med stegte kartofler og en frisk grønkålssalat med æbler til.

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Krikænder

  • 4 stk. krikænder
  • 1 tsk. peberkorn
  • 1 tsk. timian
  • 1 spsk. enebær
  • 1 tsk. salt
  • 3-4 spsk. andefedt

Sauce

  • skrog fra krikænderne
  • 2 stk. små løg
  • 2 stk. gulerødder
  • 0,5 stk. knoldselleri
  • 8-10 stk. peberkorn
  • 5-6 stk. enebær
  • 1 kvist timian
  • 5-6 fed hvidløg
  • ca. 1 l andefond
  • 1 dl calvados
    (eller anden æblebrændevin)
  • 3 dl tør æblecider
  • salt og peber
  • 2 spsk. kold smør til montering

Fremgangsmåde

Krikænder

  1. Lav en krydderiblanding ved at knuse peberkorn og enebær og blande med timian og salt. De rensede krikænder drysses indvendigt og udvendigt med krydderblandingen og brunes hurtigt på en pande i lidt andefedt.  
  2. Skær brysterne fra og pak dem i lidt sølvfolie. Skær lårene fra og steg dem roligt videre i resten af andefedtet til de er helt møre. De skal nærmest confitere. Skrogene bruges til saucen. 
  3. Lige inden servering steges brysterne op i lidt smør. De skal stadig være rosa i midten.  

Sauce

  1. Hak skrogene groft og brun dem i lidt olie i en gryde. Kom de grofthakkede grøntsager ved og lad det stege med i nogle minutter. 
  2. Flambér med æblebrændevin og hæld derpå cider og andefond ved. Tilsæt krydderier og lad det koge roligt i en lille time. 
  3. Si fonden over i en mindre gryde, og lad den koge ind til den smager godt og kraftigt. Lige inden servering varmes den op, der piskes lidt koldt smør i den og smages til med salt og peber. 
  4. Anret krikænderne på tallerkner og server med saucen. Server gerne med pomme duchesse (stegte kartofler) og en frisk grønkålssalat med æbler til.