Den lækre italienske salat med oksekød er meget smagfuld, og går dejligt sammen med det langtidshævede grydebrød. (©DR)

Straccetti pomodorini e rughetta

Anne Sofie Espersen hader når mad er for overpyntet, så det er hendes udgave af stracetti pomodorini e rughetta altså ikke. Til gengæld er den flot og italiensk at se på, og det lækre hjemmelavede grydebrød går godt dertil.

Det er vigtigt at notere sig, at brødet tilsammen kræver over 24 timer i håndterings- og hviletid.

Tilberedningstid: 25 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Grydebrød

  • 5 g økologisk gær
  • 0,5 l vand
  • 1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 650 g hvedemel (tipo oo)
  • 1 spsk. havsalt

Straccetti pomodorini e rughetta

  • 600 g mørt oksekød
    (man kan både benytte mørbrad eller filet.)
  • 1 smule olivenolie
  • 1 smule flagesalt
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk. tørrede pepperoncino chiliflager
  • 1 smule peber
  • 1 dl tør italiensk hvidvin
  • 20 stk. modne cherrytomater
  • 1 bakke rucola
  • 1,5-2 spsk. lagret mørk balsamico
  • 1 håndfuld lagret (24 måneder) parmesanost

Fremgangsmåde

Lav først dejen til grydebrødet:

  1. Opløs gæren i vand. Tilsæt olie og honning og rør det til en ensartet konsistens.

  2. Bland mel og salt i væden. Kom dejen i en stor, smurt bøtte med låg, eller skål med låg, der skal være plads, fordi dejen hæver nu i 18 timer. Ikke på køl, blot ved stuetemperatur.

  3. Hæld dejen ned i en meldrysset skål, skrab al dejen ud med en dejskraber. Fold den et par gange. Kom den tilbage i bøtten, som lige har fået et let drys mel. Lad den stå i 2 timer.

  4. Efter halvanden time sættes en støbejernsgryde med emaljeret overflade ind i en 250 grader varm ovn. Lad gryden stå med låg på, i 30 minutter.

  5. Tag gryden ud og hæld dejen direkte ned i den meget varme gryde. Læg låget på og stil gryden tilbage i ovnen i 30 minutter.

  6. Fjern låget og skru varmen ned til 230 grader og lad brødet bage færdigt i 15 minutter.

  7. Brødet tages fra gryden over på en bagerist, hvor det køler af. Skal stå minimum 2 timer, før der skæres i brødet.


Lav dernæst selve straccetti pomodorini e rughetta:

  1. Oksekødet skæres i tynde fine strimler og chiliflagerne knuses.

  2. Oksekød sauteres i olie i en sauterpande.

  3. Når kødet er brunet tilsættes hvidvin og balsamico, som reduceres helt ind. Tomater hældes på, og tilberedes til de er faldet sammen.

  4. Smag retten til med pepperoncino, salt og peber.

  5. Lige inder servering vendes rucola i. Server retten med rigeligt friskrevet parmesan henover og et godt brød til.


Tip: Man kan også lave en nordisk version af denne ret hvor man til brødet i stedet benytter koldpresset rapsolie, fint Ølandshvede, lynghonning og Læse sydesalt.