DR MAMA

Et eventyr behøver ikke at ende godt

Det er de voldsomme oplevelser, der gør krigen til et eventyr, siger tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. Se med i DR MAMAs dokumentarmagasin herover, hvor du også kan se to dokumentarer om, hvad der sker når drømmen om eventyr i krigszonen bliver til virkelighed.

Længslen efter det ultimative eventyr med hemmelige missioner, mandsmod og kammerater for livet er vigtigt for mange udsendte soldater. For nogle stopper eventyrlysten dog brat ved mødet med krigens virkelighed, hvor blodet flyder, kuglerne flyver og vennerne dør. Men for andre er gruen netop det, der gør krig til et eventyr.

For Thomas Rathsack, tidligere jægersoldat og kendt for den kontroversielle bog Jæger – i krig med eliten, er det de voldsomme oplevelser, der gør krig til et eventyr. Det fortæller han i DR MAMAs dokumentarmagasin I virkeligheden.

- Kynisk betragtet er de voldsomme ting der gør, at det er et eventyr. At man oplever ting, som er i et absolut grænseland. Det man oplever i krigszoner som Afghanistan og Irak er jo en del af et eventyr – på godt og ondt. Et eventyr behøver ikke nødvendigvis at være godt, understreger Thomas Rathsack.

Det gode liv i krigszonen

Rathsack var jægersoldat i 11 år. Nu lever han af at skrive fiktion ud fra sine oplevelser.

Men på trods af et roligere liv, er han endnu ikke mæt af eventyr. Spørger man ham, om han er mest til parcelhusliv eller jægersoldatliv, kommer svaret prompte:

- Jægersoldatlivet! Det repræsenterer alt det bedste ved livet – eventyr, frihed, broderskab, kammeratskab. For mig helt centrale elementer i et godt liv.

Det gode liv for Rathsack skal altså indeholde nerve og sjæl. For ham var det midt på slagmarken:

- Når man lå på en klippetop i afghanistan i 3000 meters højde omgivet af Taleban og Al-Qaeda, eller springer ud af en flyvemaskine i 10 kilometer højde en mørk nat og holder sine kammerater i hånden. Der opstår en helt særlig intensitet med de mennesker, som man ikke oplever i så mange andre af livets forhold. Måske ikke engang med sin egen familie.

Virkeligheden dræbte eventyrlysten

Ikke alle kommer hjem fra krig med eventyrlysten i behold.

Laurits var soldat i Kosovo i 2007. Han havde planer om at tage ud at rejse og spille fandango, som han siger i dokumentaren Fred på DR MAMA. Men krigens oplevelser har gjort ham bange, angst, aggressiv. Så voldsomt, at han nu har opgivet både ungdomslivet i Aarhus og drømmene om at rejse ud i verden.  Han har isoleret sig på øen Anholt, hvor han er den eneste under 30 år.

- Min krop koger af stress. Det prikker og stikker, og jeg kan mærke, hvordan alle muskler spændes i mig. Det har ændret mig, der er sket en masse i mit hoved. Jeg synes ikke det er fedt, at det altid skal køre med 100 kilometer i timen.

Soldaterlivet er enkelt

På sin vis trives Thomas Rathsack også bedst med enkelhed. For ham er den hjemlige tilværelse meget mere kompliceret og stressende end hverdagen som jægersoldat:

- Man bliver stresset at at komme hjem. Man oplever en meget sort-hvid tilgang til tingene, når man er ude. Dermed kan tilværelsen når man kommer hjem forekomme meget mere stresset, end den er derude. Så jeg holder meget af det liv og vil ikke bytte det for noget i Verden, siger Rathsack.

Se: Dokumentaren Klar til at dø

Se: Dokumentaren Efter krigen: Øen er det eneste sted, jeg kan være