Vært på: Langeberg
Født: Et forstads-villakvarter i Kolding
Han ligner enhver svigermors drøm. Høj, charmerende og indbegrebet af 'et glimt i øjet', men man skal endelig ikke lade sig narre. Lige under overfladen lurer en rigtig lummer fyr.
Hvad vil du opnå med Langeberg på MAMA?
- Nyheder er for konforme, og der er alt for lidt spas lige meget hvilken kanal, du vælger at se dem på. Det vil jeg gerne lave om på.
Hvem lader du dig inspirere af?
- Altså, det er jo klart, at mine helt store forbilleder er Jon Stewart og Stephen Colbert, som mit program også er inspireret af. Men ellers synes jeg jo, at DR’s egen Abdel er helt fantastisk. Når jeg ser ham, tænker jeg, at jeg har så meget at lære.
Hvordan går det med at være fra Kolding?
- Det er ikke altid let. Der er så meget at leve op til! Kolding er jo en by med stolte traditioner og store genier.
Kolding? Genier?
- Ja, er du sindssyg. Vi har både Erik Påske, Kurt Ravn, Stig Rossen, Mikkel Bech og Jan Mølby for bare at nævne nogle stykker.
Hvem af dem ville du helst være?
- Stig Rossen! Helt klart. Musical, opera, kabaret, Melodi Grandprix. Han bevæger sig konstant i spændingsfeltet mellem sjovt og seriøst. Der er jo ikke det, den mand ikke kan. Sådan håber jeg også mit program kommer til at være. Nyheder – med et pift af Stig Rossen.