Janus synes, at forspillet med kæresten varer for længe – og hun synes, at han vil for hurtigt i gang. Janus spørger Sexministeriet, hvordan han kan speede processen op.
- Hvis han vil have forspil til at gå hurtigere, så er der noget galt. Hvem vil have et blowjob overstået?, siger sex-panelets Carla Mickelborg i klippet herover.
Hør Panelets gode råd til et dejligt forspil – og læs så med her, hvorfor du selv får frækkere sex og endnu bedre orgasmer med forspil.
Forspil skal ikke speedes op. Piger tænder nemlig først i hjertet og så i kroppen – så hvis sex kun handler om din egen orgasme, vil din partner miste lysten til sex med dig.
Sex er meget mere end orgasme
Hvis du vil være en superelsker, så elsk at røre ved hendes krop, elsk at give hende nydelse.
Det handler ikke om hendes eller din orgasme som eneste mål, men også om at give hende kærlighed og vise, at du begærer hende, at du slet ikke kan få nok af hende.
Jo mere du ophidser hende, jo mere vil hun længes efter igen at blive så tændt, at hun næsten ikke kan holde det ud.
Forspil giver dig bedre orgasmer
Under forspillet er der masser af nydelse for dig også. Tænk ikke på, at det bare skal overstås – nyd i stedet at høre din pige stønne efter dig, nyd hvordan hun begærer dig så meget, at hun dør, hvis ikke hun mærker dig nu.
Gør hendes ophidselse til en leg – se, hvor meget du kan køre hende op, til lige før hun får orgsame. Det vil også tænde dig og bygge forventningen om den afsluttende orgasme op i dig.
Og hvis du lige tænker over det: Din orgasme varer 5-10 sekunder. Hvis det er den eneste nydelse, du får ud af at have sex – så er det da ikke ret meget?
Under forspillet bygger du spændingen op. Jo mere ophidset du er, og jo længere du har bygget spændingen op, desto bedre er din orgasme.
Pir hende en hel dag
Forspil er ikke kun de der 5 minutter i sengen med lidt kys, berøring, slik og kys igen. Det er også flere dages pirren, tirren og kælen.
Det lange forspil:
Hvis du flirter, pirrer og driller din partner i løbet af dagen, vil hun være langt mere tændt, når I endelig skal have sex. Og så er hun klar langt hurtigere, end hvis forspil for jer kun er noget, der foregår i sengen. Så kan I gå direkte til sagen…
Om morgenen kan du fortælle hende, hvordan du vil elske hende i aften, hvor meget du glæder dig til at kærtegne hele hendes krop.
I løbet af dagen kan du sende hende en fræk sms om, hvad du gerne vil gøre ved hende, at du har lyst til hende.
Når I kommer hjem, så kys hende længe. Start forsigtigt, mærk hinandens læber. Ikke noget med at stikke hele tungen ind og lave blenderen!
Bliv ved med at flirte, mens I spiser og ordner opvasken. Kærtegn hendes ansigt og nakke. Lad hånden glide ind under hendes hår, stryg hendes arme med håndfladerne.
Efter sådan en dag vil din pige være vild efter dig!
Det korte forspil:
Det korte forspil er når I kysser, slikker, nusser og rører i sengen lige inden samlejet.
Se her, hvad du kan gøre ved hende:
Hendes mund:
Overlæben er forbundet til hendes køn, så sut på den – det går lige i underlivet på hende. Start kysset langsomt op. Det er bare ikke frækt at blive overfaldet af en tunge, der presser sig helt ned i halsen, så gør sådan:
- Mærk hinandens læber ved at kysse blødt uden tunge
- Åben munden lidt og lad tungespidserne lige strejfe hinanden
- Læg hænderne om hendes nakke, mens kysset bliver hedere
- Prøv at kysse med åbne øjne – det er en fantastisk oplevelse at kigge hinanden i øjnene, mens I bliver mere og mere ophidsede
Hendes bryster:
- Gør hende vild ved at slikke, stryge eller klemme blidt på brystvorterne og området uden om.
- Brug både din tunge, fingre, hånden og læberne.
- Piger reagerer lidt forskelligt: Nogle kan at blive knibset hårdt, andre kan slet ikke mærke noget på brystvorterne. Prøv dig frem og spørg, hvad hun kan lide.
Hendes køn:
- Varm hende op ved at lægge hele hånden over hendes køn, bevæg hånden langsomt i cirkler.
- Når hun bliver våd, åbner hendes køn sig. Brug dine fingerspidser i lange, bløde bevægelser, strejf kun lige klitoris. Hun skal være meget ophidset, før du rører mere ved klitoris. Rør hende blidt, langsomt og regelmæssigt. Når hun er tæt på orgasmen, vil hun måske have det hårdere.
- Bevæg dine fingre (først én, så to) langsomt ind og ud af hende. Jo mere ophidset hun er, jo dybere kan du gå ind – men det skal stadig være langsomt. Stimulér hendes klitoris samtidig.
- Har du lyst til at slikke hende – og har hun? Se i guiden her, hvordan du gør.
Lige et tip: Piger tænder på at høre dig. Fortæl hende, hvor dejlige hendes bryster er, og hvor fræk hendes røv ser ud. Lad hende også høre din egen ophidselse.
Hvad mange mænd gør forkert under forspil
- Du er alt for hård. Så tænder hun af, og du skal starte forfra.
- Du er ikke opmærksom på hendes kropssprog undervejs. Hun viser dig, hvad hun kan lide: Hvis hun fx presser sig mod dig, må du gerne presse hårdere – hvis hun trækker sig væk, skal du være blidere.
- Du holder ikke rytmen. Hvis du ændrer teknik eller rytme lige inden hun kommer, så kommer hun ikke.
- Du stopper, når hun kommer. Det skal du ikke – fortsæt i samme tempo, indtil hun skubber dig væk. Kvinders orgasmer er typisk længere end mænds, så stop ikke for tidligt.
Elsk så langsomt, som du kan. Vær til stede og mærk din egen krop og mærk din partner. Begynd at elske i stedet for bare at banke af sted på jagt efter orgasmen.
Tænk, hvis din pige fortæller alle sine veninder at dine hænder er magiske.Ville det ikke være fantastisk?
Kilde: Katrine Berling