Sverige vil vinde Melodi Grand Prix med opera
Til hverdag turnerer den svenske mezzosopran Malena Ernman rundt mellem alverdens operahuse, hvor hun er en efterspurgt sangerinde. Men 12. maj er det en ganske anden scene, hun indtager, når hun repræsenterer Sverige i Eurovision Song Contest 2009.
- Melodi Grand Prix er lige modsat opera. Selvom jeg ikke synger særlig meget, så er der et enormt fokus på alt, man laver, fortæller Malena Ernman, som dr.dk/grandprix har fanget på vej til Moskva til et interview.
Du er operasangerinde. Hvordan fandt du dog på at stille op til Melodi Grand Prix?!
- Jeg elsker jo udfordringer. Så da Fredrik Kempe, som har skrevet sangen, ringede til mig sidste sommer, var det svært at takke nej. Men jeg tvivlede længe. Det tog 3-4 måneder, inden jeg rigtigt havde besluttet mig. Det var jo et risikabelt projekt. Men jeg tænkte, at HVIS det går godt, så kan det måske bidrage til at udberede opera og klassisk musik for publikum. Og det gik ok!
Hvordan er det at stå på scenen til Melodi Grand Prix i forhold til at stå på scenen i alverdens operahuse?
- Der er vældig stor forskel. Opera er på mange måder mere stille og roligt, men også meget mere krævende vokalt! Og man er jo helt alene, når man rejser fra land til land, fra operahus til operahus, uden at særlig mange ved, hvad man laver. I Melodi Grand Prix er det lige modsat. Selvom jeg ikke synger særlig meget, så er der et enormt fokus på alt, man laver. Mediedelen er næsten hovedsagen. Man taler med medier i 9 timer og står på scenen i 3 minutter...
Du har selv været med til at skrive teksten til din sang, 'La Voix'. Fortæl hvordan sangen blev til!
- Fredrik Kempe og jeg arbejde sammen på Stockholms opera for 10 år siden. Han ringede til mig og sagde, at han havde en perfekt sang til mig. Først var sangen på italiensk, og jeg ringede og spurgte, om vi kunne ændre det. Jeg har ligesom ikke nogen forbindelse med Italien privat, andet end at jeg har sunget der. Jeg har til gengæld boet i Frankrig i mange år, og fransk er mit andet sprog, så vi ændrede teksten til fransk! Vi satte os ned på en café en formiddag, og så skrev jeg teksten om! Det går stærkt i popverdenen...
I begyndelsen af maj rejser du til Moskva. Hvad glæder du dig mest ved at skulle være med i Eurovision Song Contest?
- Det er jo et fantastisk eventyr at få lov til at være med i. Pludselig er del ligesom at spille på landsholdet - ligesom Zlatan og Henke (to svenske fodboldspillere, red.)!
Hvordan forventer du, at Europa vil tage imod dig og din sang?
- Det er umuligt at sige! Jeg kan meget vel komme sidst, lige så vel som jeg kan vinde det hele. Det er lidt ligesom et lotteri. Det er jo umuligt at sige, hvordan folk i Slovenien eller Polen tænker og mener. Og hvordan resonerer en jury på Cypern eller i Spanien? Men det er jo klart, at jeg udskiller mig en smule som sangerinde...
Sidste år kom Sverige kun videre til finalen i ESC takket være juryen. Hvad vil du gøre for at rette op på det i år?
- Ved at vinde hele konkurrencen, selvfølgelig!!! Nej, alvorligt talt, så har jeg ikke nogen meget høje forventninger. Vi svenskere begynder at vænne os til tanken om, at vi faktisk ikke er bedst i verden til alting - selvom det en gang i mellem kan være svært.
Har du lyttet til den danske sang, 'Believe Again' med Brinck? Hvad synes du om den? - Jeg synes vældig godt om den! En fed stemme, en herligt cool udstråling og en rigtig god melodi. Jeg har hele tiden sagt, at mine personlige favoritter er de nordiske bidrag, Irland og Armenien.