preload loader
Susanne Georgi

Susanne Georgi stiller op for Andorra med 'La teva decisió (Get a Life)'

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR

 

Skrevet af: Søren Bygbjerg

 

- Jeg repræsenterer Danmark lige så meget som Andorra

Da hun var barn, bad Susanne Georgi til Gud, hun kunne få lov til at være i Eurovision Song Contest. Nu er drømmen gået i opfyldelse for sangerinden, der bedst er kendt som den ene halvdel af Me & My. Hun repræsenterer nemlig Andorra i Moskva med sangen 'La teva decisió (Get A Life)'.

Dr.dk/grandprix har mødt hende, inden hun indtager scenen i Moskvas olympiske arena tirsdag 12. maj.

Du er dansker. Hvordan kan det være, du stillede op til Grand Prix'et i Andorra?
- Jeg føler mig stadig meget dansk, selvom jeg har boet her i Andorra i 13 år. Jeg tror at som sangskriver og sanger er det primære at få dine sange ud. Jeg har jo før stillet op til Grand Prix sammen med Pernille i Danmark, og det er ikke noget, jeg vil udelukke. Denne gang er det så for Andorra, men føler bestemt, at jeg repræsenterer Danmark mindst lige så meget som Andorra. Jeg er dansk, sangen er skrevet af danske sangskrivere, og hele produktionen er lavet i Danmark.

Hvad har det betydet for dig at vinde Grand Prix'et i Andorra?
- Jeg er ovenud lykkelig over min sejr i Andorra. Andorra er et lille land, og andorranere er store patrioter, især når det kommer til deres sprog katalansk. Da jeg kom hertil, lærte jeg spansk, og mit katalanske er derfor ikke helt i top. Der var faktisk en stor del af mig, der var sikker på at jeg ikke ville vinde, netop fordi at jeg ER dansk og helst vil synge på engelsk. Derfor føler jeg faktisk, at det er en dobbelt sejr. Jeg vandt med næsten 70 % af stemmerne, og det er jo meget mere, end hvad jeg havde ture drømme om.

Du var med i Dansk Melodi Grand Prix tilbage i 2007. Hvordan var det i forhold til at være med i Andorra? Kunne du finde på at stille op til Grand Prix'et i Danmark igen?
- Jeg kunne nemt finde på at stille op for Danmark igen. Det, at jeg stiller op for Andorra denne gang, gør jo ikke, at jeg føler mig mindre dansk. Musikken er mit liv, og jeg elsker udfordringer. Hvis jeg har mit hjerte med mig 100 %, siger jeg ja det det meste, der har med musik at gøre... Jeg har dog sagt nej til at deltage to gange i det danske Grand Prix før. Tror at alt skal passe ind, og hvis det føles rigtigt, jamen så skal man jo bare gå efter det. Ligesom denne gang for Andorra.

Du har selv været med til at skrive 'La teva decisió'/'Get a life'. Hvad betyder sangen for dig?
- Den betyder rigtigt meget for mig. Det er en af de sange, hvor man i studiet kunne mærke: "Hov, den her er noget specielt!" Jeg vidste fra day one, at den kunne blive super fed... lidt samme følelse, jeg havde med 'Dub I Dub'.
Pernille og jeg har skrevet rigtig mange sange med Rune og Marcus, og på denne sang også Lene. Det er nogle mennesker, som jeg værdsætter, ser et meget stort lys i og elsker højt. Det at kunne skrive med dine bedste venner er virkelig en gave. I en sangproces behøver vi nogle gange kun at se på hinanden og vide, om noget er fedt eller ej. Der er også derfor at hele min soloplade, der lige er blevet færdig, er skrevet stort set af de samme mennesker.

Nu skal du snart til Eurovision Song Contest i Moskva. Hvad glæder du dig mest til ved turen?
- Jeg er ved at dø af spænding for at se scenen. Det at stå på DEN scene er helt klart det, jeg glæder mig mest til. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var en helt lille pige. Da jeg var barn, så jeg ALTID Eurovision. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg græd i min seng om aftenen og bad til Gud om, at det en dag ville blive mig. Det er vel lidt som at få en date med dit idol eller noget i den retning. Noget, jeg bestemt ikke kan tro på, før jeg står der.

Hvad synes du om den danske sang 'Believe Again'? Hvordan bliver det at konkurrere mod den?
- Jeg elsker 'Believe Again'. Det er en super fed popsang, som går rent ind. Jeg føler ikke, at vi er i konkurrence, men mere at vi skal leve et eventyr sammen. De fleste af drengene på scenen og bag sangen er mine venner, så det er jo helt naturligt, at jeg også hepper på dem. Det, at vi ER kommet i gennem nåleøjet til Moskva, er jo en sejr i sig selv. Alt andet efter det er jo en gave.

Hvad kan seerne forvente af dit show i Moskva?
- 'Get a life' er en glad popsang. Jeg har virkelig lagt vægt på, at den ikke skal tolkes som andet end mere, end hvad den er. Jeg vil ikke have vilde dansere eller festfyrværkeri på scenen, for det vil komme til at virke helt forkert. Jeg har fire korpiger med, og hvis alt går efter planen, starter jeg helt alene på scenen med min guitar. Jeg tror, sangen kan blive et frisk lille pust med alt det, der ellers sker på scenen før og efter. Lidt ligesom Olsen Brødrene, som heller ikke mange troede på. Der kan man virkelig sige, at det var sangen, der vandt.

Hvordan tror du, at Europa vil tage i mod dig og din sang?
- Det er altid svært at vide, om man vil blive et hit eller et mega flop til Eurovision. Mere end én gang har sange vundet, hvor jeg tænkte: "Du gode Gud, hvad skete der lige der!?" Så jeg vil helst ikke gætte på, hvad folk mener om mig eller sangen. Jeg kan jo kun gøre mit bedste, og så må resten jo være op til folket i Europa.

Hvad er dit mål: Vil du bare videre til finalen? Eller går du efter at lave en Brødrene Olsen?
- Hvis jeg kan gå ned fra scenen og sige: "YES, den optræden var perfekt!", så har jeg i mine øjne sejret. Mit mål er dog mindst at komme i finalen. Andorra har aldrig nået i finalen, og jeg ville skrive historie, hvis jeg fik os i finalen. Jeg føler lidt, at jeg skylder det andorranske folk at gå videre. Hele landet tror virkelig på mig, og jeg vil gøre ALT for at få det lille land til tops. Med alt det sagt, så tager jeg jo ikke af sted for at hygge mig til alle festerne. Jeg tager til Rusland for at vinde!!!!!!!

Send eller anbefal link

Susanne Georgi

- født i Kolding 1976.
- bedst kendt fra duoen Me & My sammen med søsteren Pernille, der i 1995 hittede med med 'Dub-I-Dub'.
- deltog i Dansk Melodi Grand Prix i 2007 sammen med Pernille med sangen 'Two Are Stronger Than One', som fik en 6. plads.
- deltager i Eurovision Song Contest 2009 for Andorra med sangen 'La teva decisió (Get A Life)', som hun selv har skrevet sammen med søster Pernille og Rune Braager, Lene Dissing og Marcus Winther-John.
- udsender i 2009 med sit første soloalbum.

 

"Hvis jeg kan gå ned fra scenen og sige: "YES, den optræden var perfekt!", så har jeg i mine øjne sejret."

Susanne Georgi

 
 

Svenske medier i selvsving over sejr

27. maj 2012 12:00

”Knockout”, ”Fejede al modstand af banen”, ”Loreens supersejr” – ja, det skorter ikke på lovprisninger i det svenske, efter landets femte Grand Prix-sejr.

 

Danske fans hjem med blandede følelser

27. maj 2012 10:33

Eufori, skuffelse og vemod præger de danske fans efter ugerne i det kontroversielle værtsland, Aserbajdsjan.

 

Soluna efter nederlaget: Jeg forstår det ikke

27. maj 2012 01:34

SE VIDEO: Hun endte på en sørgelig 23.plads i lørdagens finale i Melodi Grand Prix, og lige efter finalen har hun svært ved at fatte, hvad der gik galt.

 

GRAND PRIX-KALENDER

Mandag 28. maj:
Kl. 9.30: Finale (genuds.) på DR1

 

Nyt fra dr.dk/grandprix

Få nyt om Melodi Grand Prix - direkte i din indbakke!

Nyhedsbrev

 

Eurovision Song Contest

EBU's officielle website.

 

Grand Prix på YouTube

Se masser af interview og kom bag kulisserne på DRs egen Grand Prix-kanal på YouTube.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Melodi Grand Prix > Artikler > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.