Juryen: - Vi forventer storslåethed
Paw Lagermann fra Infernal og koreografen og instruktøren Kenneth Kreutzmann, som begge sidder i juryen i årets Melodi Grand Prix, er to erfarne herrer indenfor musik- og showbranchen, og de er begge rørende enige om én ting: Scenen til årets Melodi Grand Prix er fantastisk.
- Nu har jeg jo ikke set scenen in action, men jeg tror det er det største og flotteste jeg har set i et dansk Grand Prix, siger Kenneth Kreutzmann, der må siges at være ekspert i netop den slags.
- Jeg er jo gammel Grand Prix-veteran, fordi jeg har været danser. Så jeg har været med i en 4-5 Grand Prix'er, og jeg var simpelthen med i Kirsten og Sørens 'Det' lige det'. Der var der også vand omkring scenen. Så måske sker der et eller andet med det der vand i dag - det kan man jo ikke vide.
- Det ser pisse godt ud!
Paw Lagermann deler de store forventninger til aftenens show:
- Jeg forventer storslåethed og pompøsitet i yderste potens! Det skal jo være flot, og sådan som I har lagt op til det, som jeg sidder og kigger på det her, så skal kunstnerne stille op med nogen virkelig ringe sange for at de ikke kan løfte det her. Det ser pisse godt ud som det er nu. Mon ikke det bliver fantastisk?
Sammen med resten af juryen skal de bedømme de 10 forskellige sange og deres shows. Og det er tydeligt, at de lægger vægt på forskellige aspekter.
- Det er jo tydeligt at se på det internationale Grand Prix, at det mere og mere er showet det handler om. Det er ikke kun sangen der skal være god, det er også sceneshowet og det skal jo passe sammen.
- Det vil jeg helt sikkert lægge vægt på når jeg skal bedømme sangene. Det er jo det jeg er ekspert i. Jeg vil selvfølgelig gerne have de synger rent og har en god sang, men det er primært showet jeg vil lægge mærke til, siger Kenneth Kreutzmann.
Paw Lagermann er musiker og producer til hverdag, og har derfor en lidt anden holdning:
- En god sang og en god produktion, det er det jeg vil lægge mærke til. Og nu er det jo Melodi Grand Prix, så det ligger jo i navnet, at det er melodien det handler om.
Se hele interviewet her på siden, og se showet og juryens bedømmelser, om ganske kort tid på DR1 kl. 20.