Sig navnet "Horehronie"
26. maj 2010 18.29Nicolai Molbech ser det som sin opgave at klæde seerne på med information, når han kommenterer Eurovision Song Contest.
Men det er ikke altid, hans tunge opfører sig, som den skal. Især ikke, når det kommer til visse østeuropæiske sangtitler.
Dr.dk/grandprix' udsendte har mødt ham i Oslo.
Tirsdag kommenterede du første semifinale på DR1. Hvordan synes du, det gik?
- Man skal altid lige i gang, når man laver det første show. Jeg bliver en smule nervøs, for det er et helt år siden, jeg har gjort det sidst. Jeg har siddet og arbejdet på det i en måned og tænkt en masse tanker, og nu skal det pludselig effektueres. Men så må jeg faktisk sige, at jeg synes, det gik rigtig fornuftigt. Vi havde nogle tekniske problemer, men det kom så på plads, kort tid inden vi gik i luften. Der er selvfølgelig nogle navne og nogle ting, hvor tungen ikke opfører sig helt på en måde, som man har planlagt. Men det gør jo også, at seerne mærker, at det er live, og det er nu, og det er virkeligt.
Er der nogen navne eller titler, som volder dig problemer at udtale?
- Den slovakiske sang hedder 'Horehronie', og min mund ville bare sige noget andet. Men det man skal tænke på, er at vi kun har 35 sekunder til at sige alle vores informationer, så hvis munden pludselig begynder at gøre noget andet end det, man havde aftalt med den, så ryger sekunderne, og så skal der speedes op i den anden ende. Og det kan godt være en udfordring.
Hvordan vil du beskrive din stil som kommentator?
- Jeg prøver så vidt muligt at klæde de danske seere på med saglige og hyggelige informationer. Det er klart, når der er noget, der er fuldstændig gak, mærkværdigt eller skørt, så prøver jeg også at kommentere det. I den makedonske sang i første semifinale, hvor der var tre dansere, der satte sig ned på bagdelen på scenen, og så åbnede de ellers bentøjet, så der var indsigt til det, der vel hedder den tredje port. Der måtte jeg lige sige, at jeg håbede ikke, at folk havde fået kaffen galt i halsen. Jeg talte med min storebror lidt senere, og han sagde, han havde lige tænkt det samme, og det er lidt det, jeg prøver på: Hvis der er noget, der er så tydeligt, at det er noget, folk reagerer på derhjemme, så prøver jeg at være med på den. Men jeg synes simpelthen ikke, det er sjovt at sidde og svine hvert land. Det bliver kedeligt.
Det er tredje år i træk, du kommenterer Eurovision Song Contest. Bliver du en ny Jørgen de Mylius?
- Det ved jeg ikke. Det kommer an på, om folk synes, jeg gør et fornuftigt stykke arbejde, og det kommer der hen, hvor DR synes, det skal hen til. Men jeg gør da mit alleryderste og bruger afsindig lang tid på det for at det kan blive timet og sidde, så der bliver et godt flow i det. Det går jeg meget op i!
Se videoen her på siden, hvor Nicolai viser sit mærkeligste Eurovision-merchandise frem.