Silas og Kats hemmelige Grand Prix-våben
31. jan. 2010 19.44
Opdat.: 02. feb. 2010 17.57Nicklas the Nerd blev Danmarksberømt, da han var med i Talent 2008 på DR1, hvor han sikrede sig en andenplads i finalen. Men det er i en ganske anden konkurrence, danskerne kan igen opleve den nu 20-årige tidligere verdensmester i hiphop-dans fra Albertslund - nemlig i Melodi Grand Prix.
Her skal han bakke duoen Silas og Kat op på scenen under deres sang, 'Come Come Run Away'.
- Vi har været så heldige, at vi har fået Nicklas the Nerd med. Det har vi ønsket lige fra starten af, og nu har han sagt ja. Det er vi top glade for, siger Silas Holst. Og han ved, hvad han taler om, for han er selv uddannet danser og kendt fra to sæsoner af 'Vild med dans' på TV 2.
- Nicklas er jo den svedigste danser, der findes på denne jord, tilføjer Silas.
Nicklas er mere beskeden selv.
- Nu er jeg jo en ung mand, så jeg skal have nogle udfordringer. Og da jeg fandt ud af, det var Kat og Silas, så var jeg helt vildt med på det, siger Nicklas, som aldrig før havde forestillet sig, at han skulle optræde i Melodi Grand Prix.
"Vi kommer til at skille os ud"
Silas, Kat og Nicklas ser de frem til at indtage den store scene i Giganitum i Aalborg, hvor Grand Prix-finalen foregår lørdag 6. februar.
- Vi lægger meget vægt på energi og på at fortælle den Romeo og Julie-historie, som vi synes, sangen er. Det prøver vi at få frem, fortæller Silas.
- Jeg håber, vi kommer til at skille os ud fra de ni andre sange, siger Nicklas.
Han tror på, at 'Come Come Run Away' har gode vinderchancer, og de to sangere er enige.
- I starten havde vi det sådan, at vi bare skulle være med, men nu vil vi gerne vinde, lyder det fra Kat.
Se videoen med Silas, Kat og Nicklas the Nerd her på siden, hvor de giver en forsmag på deres sceneshow.
Grand Prix-finalen sendes på lørdag 6. februar kl. 20 på DR1.