Legendarisk Grand Prix-chef er død

Morten Carlsson, der som redaktør genopfandt Dansk Melodi Grand Prix i 2000 og skaffede sejren hjem i Stockholm, er død, 54 år gammel.

Tidligere redaktør i DR, Morten Carlsson, er død. Han omkom søndag i en tragisk eneulykke i sin bil, oplyser hans familie gennem Landsforeningen Autisme, hvor han var formand.

Carlsson var redaktør i underholdningsafdelingen fra 1987 til 2002 og stod i spidsen for en række af DRs største successer som Musikbutikken, Stjerne for en aften og Melodi Grand Prix.

- Uden Morten Carlsson var den danske sejr i det internationale Melodi Grand Prix i Stockholm for 13 år siden ikke sket, siger DRs Grand Prix-kommentator, Ole Tøpholm.

Genopfandt Grand Prix'et

- Dansk Melodi Grand Prix var tæt på at blive nedlagt til fordel for Danish Music Awards, men Morten Carlsson tog den vigtige kamp og genopfandt den traditionsrige konkurrence, og det var ham, der fandt på at invitere Brødrene Olsen med igen i 2000, fortæller Tøpholm.

Som dansk delegationsleder var Carlsson også med brødrene i den svenske hovedstad, og billederne af ham, der jubler sammen med Jørgen og Noller i greenroom, er gået over i Grand Prix-historien.

En stor person

Siden han forlod DR, har Morten Carlsson bl.a. været eventchef i de private tv-produktionsselskaber SVT og To The Moon, samtidig med han har været en engageret formand for Landsforeningen Autisme og fra 2007 til 2011 næstformand i Danske Handicaporganisationer.

- Morten var en stor person. Både fysisk og med sin karisma, varme, sprudlende personlighed, siger en af hans venner, sangerinden Sanne Gottlieb.

Hun lærte Carlsson at kende, da hun deltog i Dansk Melodi Grand Prix i 2000 og 2001, hvor Carlsson var redaktør.

- Han besad en værdighed og talte altid i øjenhøjde med alle, uanset status. Hans forstod at se det absurde i situationer, og hans humor bar præg af dette. Man behøvede ikke sige så meget i hans nærvær, han var dyb, intelligent, empatisk og samtidig en stærk leder, siger hun.

Morten Carlsson blev 54 år og efterlader sig kone, tre voksne sønner og et barnebarn.

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook og Twitter

      • Seneste nyt om Grand Prix: